At få vendt fokus [entry-title permalink="0"]

Min vision for mit daglige arbejde er at skabe rammer for det sociale arbejde i Danmark, hvor udsatte børn, unge og deres familier kan være trygge og respekterede borgere i vores system samtidig med at de kan udvikle sig til at blive den bedste udgave af dem selv. I mine øjne er det første forudsætningen for det andet – men det vil jeg vende tilbage til senere. Jeg tænker, at min vision ikke er særegen i forhold til mange andre socialarbejderes og jeg ved, at der bliver lavet rigtig meget godt arbejde hver evig eneste dag ude i praksisfeltet. Her knokler man hver dag med at få borgerens ressourcer i spil både til gavn for dem selv og for samfundet. At skabe værdi og merværdi og få udviklingen til at køre i den positive opadgående spiral.

I offentligheden ser vi desværre kun de dårlige fortællinger om alt det, som går galt og socialarbejdere står for skud – hårdt for skud! For mig at se viser det dog, at systemet mere end den enkelte socialarbejder stadig har en vej at gå hen imod at visionen kan blive en realitet over hele feltet.

Så hvordan når vi så derhen, hvor vores system kan støtte udsatte familier til at vokse til at være de bedste udgaver af dem selv? Ud fra mine praksiserfaringer med udsatte børnefamilier, vil jeg her forsøge at give mit bud på, hvad vi kan gøre mere af i den daglige praksis, som måske kun lige nu gør den lille forskel i mødet med den enkelte borger, men som på længere sigt leder til at ændre systemets måde at møde borgerne på indefra.

Jeg vil understrege, at mit hovedfokus er på børneområdet, men mine indlæg sagtens kan overføres direkte på andre faggrupper og fagområder, fordi det grundlæggende er et spørgsmål om, hvordan vi møder lige netop det menneske, som kommer ind af døren hos os – uanset hvad årsagen til mødet er.

At arbejde løsningsfokuseret på myndighedsområdet har sine særlige udfordringer, idet konteksten er formet af lovgivningen, politikker, procedure, retningslinier og at man skal træffe afgørelser med afgørende betydning for borgernes liv. Problemerne er ofte alvorlige og komplekse og mange gange kan borgerne ikke frivilligt vælge at sige til eller fra i kontakten overfor myndigheden, men tværtimod kommer mange modvilligt ind af døren og der kan herske stor uenighed mellem de involverede i sagen.

Selvom det er udfordrende lader det sig dog gøre og ofte med stor tilfredshed hos borgere, samarbejdspartnere og medarbejdere i forvaltningerne til følge.

Jeg lærte som noget af det første i psykologiundervisningen på socialrådgiveruddannelsen at tilpas mængde tryghed sat i relation til tilpas mængde udfordring skaber udvikling. Ud fra det perspektiv kan vi sige, at det er en forudsætning for socialt udsatte familiers udvikling, at vi professionelle formår at skabe tryghed omkring familierne til at forældrene kan gå denne ofte svære vej hen imod at blive de forældre for deres børn, som de ønsker at være og som vi ønsker, at de skal være.

Tryghedsrapporten 2007 støttet af tryghedsfonden viser, at positiv tryghed er tryghed til at kunne sige sin mening, at gøre noget nyt, at turde handle og at løse problemer. Den positive tryghed medfører forandring.

Hvis ovenstående er en forudsætning for forandring, så kræver det af vores system, at det formår at skabe et rum, hvor børn, unge, forældre og netværk kan være ærlige, tør handle og får deres strategier i spil i forhold til at løse problemerne. Det er lige netop det, som den løsningsfokuserede tilgang byder ind med på det yderst komplekse område som børneområdet er.

Det er højst sandsynligt også derfor, at jeg og mange løsningsfokuserede kollegaer har oplevet at få skabt nogle helt andre og hurtigere resultater end med den problemorienteret tilgang.

Som en blid start på et omfattende emne, har jeg i dette første indlæg valgt at zoome ind på et særligt område, som jeg har erfaret virker i praksis efter at have fået vendt fokus.

I forhold til at opbygge konstruktive samarbejdsrelationer og til at få løst problemerne hurtigt og bæredygtigt, har et af de centrale greb i det løsningsfokuserede vist sig at gøre en helt afgørende forskel – det at have et konsekvent fokus på undtagelser.

At bruge samspillet mellem mål og undtagelser aktivt ved at lede efter undtagelser som mulige løsninger til at opnå de opstillede mål for indsatsen.

At få fokus på de tidspunkter, hvor målet faktisk allerede bliver indfriet – også selvom det bare er for et kort øjeblik. For hvis du kan gøre det i et kort øjeblik, kan du også lære at gøre det i længere tid. Vi arbejder ud fra devisen om at problemer løses ved at gøre mere af det som allerede virker, så hvis det ikke virker, skal vi gøre noget andet.

Undtagelser er de tidspunkter, hvor man ville forvente at problemet opstod, men ikke gjorde det. Tidspunkter, hvor forældrene formår at beskytte børnene mod den adfærd, som ellers er problematisk eller skadelig for børnene at opleve. Tidspunkter, hvor de gør brug af mestringsstrategier, som de har udviklet til at håndtere de pågældende problemer og hvor de formår at forebygge at problemerne opstår. Man både ser og anerkender succesen og styrken i disse tidspunkter og forsøger at afdække så mange detaljerede beskrivelser af dette tidspunkt, blandt andet ved at spørge ind til omstændighederne omkring situationen vedr. hvem, hvad, hvornår og hvor?

Man kan også bruge fortidens undtagelser konstruktivt til at skabe håb og perspektiv for forandring.

Den anden dag sad jeg for eksempel hos en mor, hvis bekymring var at familien var ved at gå i opløsning. Hendes mål var tydeligt, at hun ønskede at holde sammen på familien, men hun havde mistet håbet for en bedre fremtid.

For at kunne få hende bare et lille skridt tættere mod målet, måtte vi gå tilbage i tiden, hvor familien havde været udsat for en anderledes og dog tilsvarende stor belastning, men hvor forældrene sammen havde formået at holde sammen på familien.

Et spørgsmål jeg stillede var blandt andet ”Jeg ved, at I tidligere er gået igennem en ligeså svær eller måske endda sværere tid, da jeres yngste barn var ved at dø – hvordan klarede du og din mand dengang at komme gennem denne store krise og stadig holde sammen på jeres familie?

Hvordan formåede I dengang at være en støtte for hinanden?

Kan du huske, hvad I helt konkret gjorde?

Vil I kunne gøre det igen i denne situation?

Var der nogle som hjalp jer dengang?

Hvad gjorde de?

Vil de kunne hjælpe jer i denne situation?

Var der noget eller nogen som formåede at indgyde håb i dig, da krisen var størst dengang?

Hvad sagde de til dig?

Blot for at nævne nogle få af de spørgsmål, som jeg stillede for at udforske, hvordan de tidligere havde formået at overkomme tilsvarende store problemer og stadig holde sammen på familien.

Undervejs i samtalen kunne man se hendes kropsprog blive styrket, øjnene lyse mere op og hun kunne grine og tale visioner for fremtiden med en viljestyrke, som jeg kunne komplimentere hende for. Ved slutningen af samtalen udtrykte hun, at hun godt vidste, hvad der skulle til for at holde sammen på familien.

Da jeg spurgte hende – hvad vil det kræve af dig? – kunne hun udførligt fortælle, hvad hun ville gøre baseret på baggrund af hendes tidligere erfaringer.

Sagsbehandler som sad og lyttede ved siden af hende, sagde efterfølgende ”nu er jeg slet ikke så bekymret mere”.

For at kunne fremskaffe oplysninger om undtagelser, har man behov for at udvikle et nysgerrigt, respektfuldt og anerkendende blik for de tiltag og løsninger familierne selv kan komme frem med. Det kræver, at vi for alvor lader familierne være eksperter på deres eget liv og egen situation og at vi bruger vores faglighed og ekspertviden til at hjælpe dem til at tænke sig gennem problemerne selv. I stedet for at give dem svarene, begynder vi nu konsekvent at stille spørgsmål ind til, hvad de gør allerede som virker og få aktiveret deres styrker og ressourcer. Det har ofte en afsmittende effekt på andre områder af deres liv og vi får hermed ofte slået flere fluer med et smæk.

På den måde får vi anerkendt og bygget forældrene op og dette skaber den fornødne tryghed til at kunne udvikle sig yderligere i mødet med de ofte massive udfordringer, som de står overfor. Det er vigtigt at understrege, at det på børneområdet er yderst vigtigt, at vi ikke overser bekymringerne eller negligerer dem, men tværtimod arbejder konstruktivt og aktivt med at få løst dem hurtigt og bæredygtigt.

Men når vi også fokuserer på undtagelser får vi skabt et mere nuanceret og balanceret billede af familien, som de kan have tilbøjelighed til bedre at kunne genkende end hvis der kun er fokus på problemerne. Når det sker, er det ligeledes min erfaring, at forældrene nemmere kan indgå i en åben og ærlig kommunikationen om de svære ting og konfliktniveauet dæmpes, hvorpå energi forløses til konstruktivt at samarbejdet omkring målene for familien.

Udfordringerne med at bringe familierne så meget i spil, som løsningfokus kræver opstår, når tingene bliver svære, problemerne komplekse, presset er stort og når samarbejdet trækker i modstridende retninger. Ikke desto mindre er det her, hvor det er vigtigt at vi kan stå distancen og det kan vi med over tid med en god portion øvelse, tålmodighed og vedholdenhed i rygsækken.

Hvad vi alle nemt kan starte med at træne er vores blik. At kunne kigge efter disse undtagelser, men også formå at få øje på dem, hænger unægtelig sammen med det menneskesyn, som vi har med os ind i praksis. Hvad vi ser, afhænger i høj grad af de øjne, som ser. Henry David Thoreau har formuleret det på den måde ”It´s not what you look at that matters – it´s what you see”.

Det jeg blandt andet ser, som hjælper mig til at fastholde løsningsfokus er:

at alle mennesker kan og vil noget på nogle områder af deres liv og har iboende styrker og ressourcer.

at alle mennesker gør deres bedste – hvis de kunne bedre, ville de gøre bedre. Vores opgave er at få forældre til at kunne mere, når deres bedste ikke er godt nok i forhold til at sikre omsorgen for deres børn.

at alle mennesker har et udviklingspotentiale og omfanget af dette er ukendt landskab.

at alle mennesker er forskellige og kræver noget forskelligt til at kunne udvikle sig.

at det er min opgave på bedste kierkegaardske vis at forsøge at forstå, hvad den anden forstår for at kunne hjælpe – ikke omvendt!

Hvad ser du?

Rikke