At spørge til ”det mindste” - eller at spørge til ”det største”

At spørge til ”det mindste” – eller at spørge til ”det største”

Som nogle måske ved, inviterer SolutionsbyWulf lejlighedsvis praktikere fra den internationale arena til at afholde workshop i DK. En sådan løb af staben i november med Harry Korman omkring ”Mikroanalyse”. Vi var ikke mange, men dem der var ville, – som Mark McKergow ville sige; være de rigtige mennesker på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt! Dagen gav anledning til fordybelse og mulighed for at komme ud i nogle af de ’hjørne’ af praksis, som vi måske ikke altid lige forstår eller som vi undrer os over, når vi selv forsøger at gøre det samme.

En interessant distinktion dukkede op, og det er dén jeg i dette indlæg vil indvie jer i; et helt banalt indgangsspørgsmål, som kan gøre en STOR forskel 🙂

De sidste 5-6 år er en del danske praktikere taget til BRIEF i London og blevet præsenteret for deres praksisform af den løsningsfokuserede tænkning, dvs. hvordan de har forstået, fortolket og formået at simplificere tænkningen og ikke mindst praksis. Således kan man meget forenklet tale om, at BRIEF måske kun grundlæggende og i hver samtale helt konsekvent anvender 2-3 spørgsmål; Hvad er dit bedste håb for vores/denne samtale? blablabla – Og, sæt i morgen, det var sådan, hvilken forskel ville det så gøre? Og endelig ved 2. samtale; Hvad er blevet bedre siden sidst?

At spørge til ”bedste håb” er at spørge til ”det største”, det klienten eller borgeren maksimalt forestiller sig og tænker han kan få ud af samtalen. Det stiller krav til borgeren om at han er i stand til at reflektere og perspektivere, den udfordring han bringer med til samtalen.

Som et pendant hertil spørger Harry Korman (og os, der er trænet af Harry); Hvad ville være det mindste tegn, i noget du tænker, føler eller gør, som vil fortæller dig, at denne samtale har været hjælpsom? Og Harry følger så op senere med det velkendte mirakelspørgsmål; så… lad os antage, at du går hjem herfra…. går som du plejer at gøre…. og på et tidspunkt går du i seng…. og mens du sover, så sker der et mirakel…miraklet er, at alt det vi nu har talt om, det er ….pist…væk – men du ved det ikke for du sover; hvad vil være det første lille tegn som vil fortælle dig, når du vågner, at der er sket et mirakel? Selv fortalt han, at han har ’adopteret’ lidt af Harvey og nogen gange spørger: Så, sæt du vågner op i morgen, og et mirakel er sket….

Det er et meget anderledes indgangs-spørgsmål, der spørger til klienten/borgens ”mindste” lille konkrete forestilling om effekten af samtalen, hvilket vises ved at spørge til handlinger (gør, tænker, føler) og til ’det mindste tegn’. Jeg vil vove den påstand, at dette spørgsmål ikke stiller de samme krav til klienten/borgeren, som når der spørges til ’det største’.

Måske man kan sige, at BRIEF spørger til ’det store’ og ”den brede del af tragten” for at snævre det ind til små konkrete handlinger på mikroperspektiv, men Harry Kormann spørger til ’det mindste’, – ”den smalle del af tragten”, og breder der ud til andre områder at borgerens liv. Meget kort sagt; enten er bevægelsen fra meget til lidt eller bevægelsen kan være fra lidt til meget – der ER en forskel, men hvilken forskel gør denne forskel?

Det kunne være fint med en erfaringsudveksling omkring, hvilke erfaringer der er med de to spørgsmåls-typer. Lad mig afslutningsvis slå fast, at formålet med at præsentere denne distinktion IKKE er at værdilade det ene som værende bedre end det andet, men mere at skabe en refleksion hos den enkelte praktiker af, hvad man gør, og hvorfor man gør, som man gør. Og lad mig afsløre, – jeg gør begge dele, og hvordan vælger jeg? hmm, det er bestemt et spørgsmål jeg vil tænke over den næste tid 🙂

Anne-Marie