Hvor kort, er kort? [entry-title permalink="0"]

Gennem årene er jeg gentagne gange stødt på, at den løsningsfokuserede tilgang er korttidsterapeutisk. Steve de Shazer og Insoo Kim Berg var med til i slutningen af 70’erne at oprette Brief Family Therapy Center (BFTC) i Milwaukee, hvorfra man arbejde familie- og korttids terapeutisk, men mange andre var allerede i 50’erne interesserede i og nysgerrige på det korttidsterapeutiske felt.

Men at arbejde korttidsterapeutisk, er ikke nødvendig løsningsfokuseret, og i dag vil andre også sige, at de arbejder korttidsterapeutisk – jeg mener, hvem vil overhovedet sige, de arbejder ’langtidsorienteret’ i forståelsen af, at det tager lang tid at få løst eller få hjælp til at løse et givent problem! Ved at google ’korttidsterapi’ vil man derfor få hits, der også peger på terapeuter, der er psykodynamisk forankret.

Så begrebet ’korttids-(terapi)’ er ikke kun koblet på den løsningsfokuserede tilgang, ej heller kun på den systemiske tænkning.

Men det korttidsterapeutiske begreb er ligesom fulgt med det løsningsfokuserede; kigger jeg på EBTA er det i Brief, kigger jeg til den svenske forening, hedder den Svenska Föreningen för 
Lösningsfokuserad Korttidsterapi og kigger jeg til England, ja så har de tre herrer på BRIEF taget den fulde konsekvens og kaldt sig, ja BRIEF.

Er ‘længere’ mon for langt?

At arbejde korttidsterapeutisk har imidlertid på nogle områder været en udfordring for mig de seneste par år, da det ikke altid har passet med mine opgaver og den virkelighed jeg møder. Som mentor for mange forskellige borgere oplever jeg, at ting tager tid! At skabe en relation, at fastholde målarbejde, at strukturere og skabe overblik over mange emner tager tid. Så jeg har i perioder tænkt en over, hvorvidt jeg overhovedet kunne siges at arbejde løsningsfokuseret, når mit arbejde ikke var over kort tid, men måske varede i mere end ét år.

I forbindelse med summerschool på BRIEF i august var der forskellige live-sessions og Chris Ivesson havde inviteret en kvinde ind, som han havde talt med over 2 år. I kan måske tænke jer, at jeg var lige ved at falde ned af stolen J Det var nærliggende at spørge Chris og hans svar var, at så længe hun oplevede samtalerne hjælpsomme og der skete forandringer, så længe kunne samtalerne fortsætte. Begrebet ’brief’ skulle forstås som ’ikke længere end nødvendigt’.

I september var der på mailinglisten (den har jeg tidligere skrevet om) en snak, der førte til, at James Venneear fra Canada postede følgende:

“If I may, Steve and Insoo both believed that therapy should not go one session longer than the client needs. If it is one session great if the client needs 52 sessions then also great. But again not one session more.”

Hvad er så ’kort tid’?

Indlægget fra James Venneear blev et gennembrud for mig, – nu var der ikke længere tale om korttids- i forståelsen af få samtaler, men udgangspunktet blev taget i klientens behov og oplevelse, hvilket jo er noget helt andet. Siden da har det haft en afgørende betydning for min måde at forstå mit arbejde og især den del, der vedrører mentoring. Ofte er LØFT blevet koblet med ’forandringer over kort tid’ eller ’indenfor få samtaler…’ og man må spørge sig, hvorfra det stammer, såfremt udgangspunktet oprindeligt var et andet, altså at det ikke var et bestemt antal samtaler. Om det sagde James Venneear:

“I believe it was Duncan, Hubble and Miller that used the 6-8 session rule. What they said was that if the client wasn’t making progress by this time the therapist should do something different or refer to another therapist. So if the client is making progress however slowly then keep doing what is working.” 

Og videre skrev Alasdair McDonnald fra UK;

“Change of model / style means going to some different non-SFBT approach: eg to strategic, CBT, hypnosis.  Change of therapist means seeing a different person, even if they still use SFBT.”

En forståelse af ‘korttidsterapi’

Disse forskellige indlæng, Chris’ svar og min egen praksis betyder, at jeg nærmer mig en definering af, hvad korttidsterapi eller korttids-begrebet består af, i hvert fald i min optik 🙂 Man arbejder korttids(terapeutisk), når man har lige præcis det antal samtaler, som klienten/borgeren har behov for, ikke mere. Og, såfremt klienten/borgeren ikke skaber forandring indenfor 6-8 samtaler, bør terapeuten gøre noget andet, hvilket kan være at skifte til en anden terapeut, der arbejder ud fra den løsningsfokuserede tilgang, sådan!

OG igen, måske du forstår det på en helt anden måde, – så skriv en kommentar og lad mig høre dine tanker 🙂

Anne-Marie