Lidt mere om relationer.... [entry-title permalink="0"]

I den seneste uge blev jeg optaget af en udtalelse fra en tillidsmand i socialpædagogernes fagforening SL i forbindelse med udbredelsen af Sverigesmodellen. Udtalelsen lød ”Det er socialpædagogerne og ikke sagsbehandlerne som skal ud og lave relationsarbejde med udsatte børn i familierne. Det er jo os som har fagligheden og uddannelse til det”.

Det har fået mig til at tænke rigtig meget over de erfaringer og perspektiver på relationen mit løsningsfokuserede arbejde har bragt. Både min egen praksis – men også mit arbejde som underviser i den løsningsfokuserede tilgang og som supervisor for både socialrådgivere og pædagoger på børneområdet. Hvad er det jeg har erfaret omkring relationsarbejdet? Og hvad er det i bund og grund for en forandring implementeringen af den løsningsfokuserede tilgang gør for relationsarbejdet med udsatte børn, unge og deres familier – uanset om man er socialrådgiver eller pædagog?

Præmissen for mit indlæg er, at vi alle uanset faggruppe har en relation til de borgere, som vi arbejder med. Ifølge www.leksikon.org. er en relation: “Forhold mellem mennesker betegnes alment som sociale relationer: Overalt hvor et menneskes situation – for vedkommende selv eller andre, f.eks. samfundsforskeren – hænger sammen med andres situation, foreligger der en social relation”. Men der er forskel på relationer, så jeg vil kigge på, hvordan en arbejdsrelation ser ud med et løsningsfokuseret perspektiv.

Samtaler som skaber forandring

I et tidligere blogindlæg har Anne-Marie skrevet om, at Steve de Shazer var optaget af den ”sam-arbejdende” (co-constructive) relation med klienten. http://www.loesningsfokus.info/blog/om-at-gi-en-opgave Af Anne-Maries indlæg fremgår det, at Steve de Shazers havde en overbevisning om at alle borgere har en god grund til at komme til samtalerne med den professionelle. En løsningsfokuseret samtale med en sam-arbejdende relation mellem borger og professionel har derfor som omdrejningspunkt at få denne gode grund frem ved at undersøge, hvad deres bedste håb for samtalen er. Selv når borgerne kommer modvilligt, fordi de er blevet indkaldt og ikke selv har booket en tid, vil de have et håb for samtalens eller forløbets udfald og ud fra det håb kan vi skabe den sam-arbejdende relation med dem.

Når vi fokuserer på at samarbejde omkring borgernes ønskede fremtid og målsætninger, kan vi fra starten af forløbet have samtaler som skaber forandring og opbygger løsninger. Det er derfor jeg i min undervisning altid fremhæver, at undersøgelsesfaser i en børnefamilieafdeling godt både kan afdække børnene forhold og skabe forandringer. Flere steder har de med denne tilgang erfaret, at ved at få involveret og engageret forældre, børn og unge i at opbygge løsninger fra start, formår de at få skabt forandringer i processen, så barnet situationen har ændret sig markant fra øjeblikket, hvor familien først mødte systemet.

Børnene vil i høj grad også høres og involveres i løsningen af deres problemer og når vi får dem i tale er de faktisk rigtig gode til at fortælle om, hvad de godt kunne tænke sig at være anderledes. Men når vi har med børn at gøre, drejer det sig i endnu højere grad end hos voksne om at skabe tryghed og tillid hos børnene og at give dem tid til at åbne op og fortælle. Det handler om relationer og rammer. Derfor skal socialrådgiverne også ud af kontorerne og ud i barnets trygge miljøer og tale med børnene. Der skal også være fokus på at skabe en sam-arbejdende relation med børnene og derved få deres stemmer centralt ind i processen. Når det lykkes får vi hurtigt pejlemærker for, hvordan vi bedst kan hjælpe dem og forandringsarbejdet med forældre og andre vigtige voksne omkring barnet kan begynde.

Relationen er dog ikke målet i sig selv, men et middel til at nå målene for børnenes trivsel, udvikling og familiemæssige forhold. Den relation vi får opbygget til børnene er en relation som er til rådighed for dem i en periode, hvor de har brug for hjælp og hvis formål er at hjælpe til at skabe de nødvendige forandringer i deres liv. Dette gælder både relationen med socialrådgivere og pædagogerne ude i hjemmene. Vores fornemmeste opgave er at gøre os overflødige i børnenes liv, fordi der er vi lykkedes med vores opgave med at hjælpe til at skabe de nødvendige forandringer, så børnene kan trives og udvikle sig sundt og godt.

Forskellige roller og forskellig brug af relationen

Socialrådgiverne skal bruge den sam-arbejdende relation til at få børnene perspektiver og ønsker for forandringer frem, så der kan handles på dem og findes fælles fodslag med børn, forældre, kommune og de forskellige indsatser i hjemmet. Her kommer pædagogerne til at spille en betydningsfuld rolle i arbejdet med at skabe forandring. De er jo derude i hverdagslivet med børnene og deres familier og de har kompetencer til at arbejde med dem og til at understøtte at udviklingen bevæger sig hen imod den ønskede forandring. Også her handler det i høj grad om at skabe en sam-arbejdende relation, hvis det skal lykkes at komme i mål med forandringerne.

Når det lykkes at skabe ”sam-arbejdende” indsatser i hjemmet, har jeg hørt beskrivelser af familier, som nu også i den sammenhæng føler sig involveret i løsningen af deres problemer og som oplever at få et håb om at kunne slippe af med kommunen. Der er faktisk også en del som lykkes med det. Ofte er det selv svært for de professionelle at tro på, at nogle familier kan nå frem til et sted, hvor de kan lukke sagen, men jeg har i en årrække set det lykkes gang på gang. Jeg har også hørt om beskrivelser af pædagoger, som pludselig oplever at lykkes bedre og hurtigere med at skabe forandringer og som oplever at samarbejdet med familierne bliver nemmere og mere konstruktivt.

På Tenerife har en PhD -studerende undersøgt, hvilken forskel det gjorde, når socialarbejderne arbejde efter den løsningsfokuserede tilgang i arbejdet med udsatte børn, unge og deres familier. Resultaterne er også gengivet i et tidligere indlæg her på bloggen, men de er værd at gentage:

  • Over 6 år faldt antallet af børn, hvor man havde en ’ikke så lang’ indsats fra 40 til 6 børn
  • Reduktion i High-Risk Cases. Antallet af sager der blev genåbnet faldt fra 18 % til 7,5 %.
  • Varigheden af indsatsen faldt fra ca. 14 måneder til 6 måneder

Så relationen i denne kontekst handler i bund og grund om at skabe forandring. Det handler om mennesker og det mellem mennesker og om hvordan vi bruger den til gavn for dem, som vi arbejder med. Det drejer sig langt mere om tilgangen til familierne, den enkeltes relationelle kompetencer og funktion i barnets liv end professioner. Den sam-arbejdende relation burde have forskelligt indhold afhængig af, hvilken rolle vi spiller i barnets liv og hvilken opgave vi skal løse. Så i min optik bør vi ikke diskutere, hvem som har relationen, men hvordan vi bruger alle de relationer børnene har i deres liv til at skabe størst mulige og hurtigst mulige forandringer for dem, så de kan vende tilbage til et liv uden behov for særlige støtte til at trives og udvikle sig.

Rigtig god uge til jer.

Rikke