LØFT i det forebyggende arbejde som skolesocialrådgiver.... [entry-title permalink="0"]

”Når jeg går ud af døren igen så har jeg flere problemer end da jeg gik ind! jeg føler mig magtesløs, frustreret og jeg oplever ikke at gøre noget rigtigt!”

Ovenstående citat stammer fra en mor, som jeg arbejdede med som skolesocialrådgiver, inden jeg startede min efteruddannelse i den løsningsfokuserede metode. Det er for mig et godt billede på, hvordan jeg dengang ofte oplevede reaktioner fra forældre, men i dag ser min praksis noget anderledes ud. Det er blevet sjovere at gå på arbejde, det er blevet nemmere at finde de positive historier frem og jeg er blevet langt mere optaget af værdien i at gå langsomt frem og se på selv de mindste forandringer.

Jeg bruger LØFT i mit arbejde på skolen og oplever det særligt gør en forskel i både

  • Netværksmøder
  • Samtaler med børn, unge og familier.
  • Sparring til professionelle

På skoler afholdes der mange netværksmøder i løbet af bare en uge. Det bliver som ofte brugt med det formål at indkalde forældre og professionelle omkring barnet til en gennemgang af, hvilke problemer og udfordringer skolen ser omkring barnet og med et ønske om at finde handlinger og løsninger på problemet sammen. Inden jeg begyndte at bruge LØFT var mine erfaringer ret ofte, at vi fik brugt al for lang tid på problembeskrivelserne og det var vanskeligt at få gang i en snak om, hvilke ressourcer der var tilstede eller høre beskrivelser af situationer, hvor problemet bare en lille smule undlod at vise sig. Forældre brugte en stor del af mødet på at lytte eller forsvare sig og fælles løsninger fandt vi sjældent.

Med LØFT i rygsækken har jeg virkeligt set og oplevet en positiv effekt! I de netværksmøder jeg har fået lov til at facilitere, har jeg struktureret mødet ud fra Signs of Safety-rammen med 3 søjler – Hvad bekymrer?, Hvad fungerer? og Hvad ønsker vi at se ske? Selvom metoden egentlig er en metode udviklet til at arbejde løsningsfokuseret på området for udsatte børn, unge og deres familier, kan vi også med stor fordel benytte den i det forebyggende arbejde i skolerne.

De tre søjler har været tydelige for alle på mødet ved, at de har været skrevet på et whiteboard. Dagsordenen forinden har taget form af, hvad der bekymrer skolen. Et eksempel kan være, at Peter er fraværende fra skolen 3 ud af 5 dage. Peter slår de andre børn når han forsøger at løse konflikter i pausen og klassekammerater trækker sig fra Peter ved ikke at ville være sammen med ham i opgaver og leg. Dem som er inviteret med til mødet er de professionelle, som kender Peter bedst og som har den bedste relation til ham, forældre og/eller andre i netværket og Peter selv.

Når jeg starter mødet er det med en præsentationsrunde, hvor alle bliver spurgt til deres bedste håb for mødet. Det er med til at afklare forventninger og jeg oplever at det skaber værdi for mødet og giver en god start for alle samt skaber fokus på, hvorfor vi er samlet. Vi bliver ikke så lang tid på at tale om det der bekymrer, da det jo allerede er konkretiseret, men vi bruger i stedet mest tid på at være undersøgende sammen på, hvilke undtagelser der er og hvordan de konkret kommer til udtryk samt hvem som hjælper Peter i disse situationer. Herudover er vi også nysgerrige på at få beskrivelser af, om der allerede er små tegn på den ønskede forandring. Det giver energi på møderne, det inddrager alle deltagere konstruktivt, det er med til at styrke samarbejdet og give håb og vigtigst af alt, så er det langt lettere at lave nogle fælles indsatser, som der skal arbejdes videre med og følge konkret op på. Ved de opfølgende netværksmøder starter vi altid mødet op med at høre alle, hvad der er blevet bedre siden sidst?

Som en del af mit arbejde på skolen tilbyder jeg også samtaler med familier samlet eller individuelt. Jeg oplever i denne kontekst særligt, at det er effektivt at snakke om den ønskede fremtid. Blandt andet mirakelspørgsmålet er et godt redskab til at give et godt og klart billede på, hvad der ville være anderledes, når tingene går bedre derhjemme eller i skolen. Spørgsmålet, – er der allerede nogen gange, fx inden for de seneste to uger, der minder bare lidt om det mirakel, du har beskrevet? Hvem var dig til hjælp? Hvad gjorde du? Hvad mere? Hvad mere? Disse spørgsmål hjælper mig med at holde fokus på det barnet eller den voksne ønsker at forandre og sammen med dem gå på opdagelse i og hjælpe dem til at se at de allerede gør ting som er dem til hjælp. Den store forskel ved at bruge LØFT er, at det ikke er mig, der skal finde løsningerne eller komme med de gode råd. I stedet er det familien, der arbejder og qua mine spørgsmål selv finder frem til mulige løsninger på baggrund af deres egne erfaringer, ressourcer og tidligere succes. Det gør det muligt for dem at se, hvad de allerede gør selv som er med til at føre dem i den ønskede retning.

Så nu lyder feed-backen mere som ” jeg er vant til at høre negativt altid og det at blive spurgt til hvad der er gået bedre siden sidst og snakke om, hvornår problemerne ikke er lige så store, det føles godt. Jeg føler at du tror på mig, tror på at jeg kan noget og det gør, at jeg begynder at tro mere på mig selv, at jeg godt kan klare det”

Mit bedste håb er, at vores netværksmøder ude på skolerne bliver styret ud fra den løsningsfokuseret metode hver gang! At vi på den måde kan styrke forældresamarbejdet, inddrage barnets stemme og skabe fælles sprog og mål. At vi får ændret kulturen, således at det ikke er de problemmættede historier vi skal høre på alt for længe, men at alle omkring børnene på skolen i stedet begynder at tale om undtagelser for problemet og tillader sig selv at se på små tegn på forandringer. Min oplevelse er, at vi langt fra er i mål. Der er store udfordringer forbundet med at komme i mål med at bruge LØFT hver gang, men vi er på vej og et lille skridt i den rigtige retning er, at jeg indimellem ser en lærer selv foreslå mig at holde et netværksmøde med udgangspunkt i LØFT 🙂

 

Mange hilsner

Sabina Piil Rasmussen

Forebyggende socialrådgiver i Ballerup kommune