Observationens kraft! [entry-title permalink="0"]

Som det ofte sker i mine individuelle indlæg, bevæger dette indlæg sig også ind i min praksis med familier for at zoome ind på elementer af den løsningsfokuserede tilgang. Det er her jeg stadig forundres og forandres og her jeg finder den konstante inspiration til at formidle den forskel, som jeg oplever at det gør for de mennesker, jeg arbejder med. Det er her jeg stadig overraskes og motiveres til at blive ved med at praktisere løsningsfokus, forbedre min egen løsningsfokuserede praksis og støtte andre til at blive bedre i deres.

Jeg har fanget en lille finurlig sekvens fra mit arbejde med en familie. 5 – 10 skelsættende minutter i et meget intensivt forløb. En sekvens som i mine øjne viser, hvor kraftfulde observationer kan være i forandringsprocesser og som jeg nu vil forstørre. Jeg beklager at ved at forstørre denne sekvens, bliver dette indlæg også lidt langt.

Situationen udspiller sig hjemme hos en af de familier, som jeg arbejder intensivt med. Moderen er tosset over at kommunen vil have mig rendende hos hende i tide og utide, så vi har en alvorssnak om samarbejdet. Jeg forsøger at tydeliggøre, at ved at jeg er i hjemmet og kan se hende sammen med børnene, så kan jeg reelt hjælpe hende med at skabe forandring i forhold til de ting, som kommunen er bekymret for, men også kunne beskrive overfor kommunen alt, hvad hun kan som mor og hvordan omsorgen reelt ser ud i hjemmet.

Pludselig spørger hun ”så hvad har du set, mens du har været her?”

Jeg starter med at liste op

”jeg ser en mor som sørger rigtig godt for sine børn og arbejder hårdt for at skabe den hverdag, som børnene har brug for til at kunne trives og udvikle sig. Du sørger f.eks. selv for al omsorgen for dem – at de får mad, at de kommer i seng tidsnok til at være friske til at komme op i skole og de fleste dage får de også madpakker med. De dage, hvor du ikke når at smøre madpakker om morgenen, sørger du for at køre over med noget mad til dem i deres frokostpause, så de ikke går sultne rundt hele dagen. Jeg har også set, hvor meget det betyder for dig at dine børn er rene og pæne i tøjet og hvor vigtigt det er at du oplever at styr og orden på hjemmet”

”jeg ser, at det betyder så meget for dig at passe på dem, at du kan gå og bekymre dig helt vildt om, hvad der sker med dem, når de er udenfor hjemmet f.eks. i skolen, hvor du ikke selv kan passe på dem. Men du sender dem af sted alligevel, fordi det betyder rigtig meget for dig, at dine børn kommer i skole og får en god skolegang og de ikke får det svært på samme måde, som du har haft det”

”jeg ser en mor, som elsker sine børn og som er kærlig og opmærksom på dem. ligesom den dag, hvor jeg så dig og din mindste ude i køkkenet sammen, hvor han stod helt ind til dig og holdt dig om benene og du holdt ham om skulderen og kiggede kærligt ned på ham, mens vi talte sammen.”

”jeg ser nogle børn som er glade og trygge herhjemme og som virker til at have det rigtig godt – også med hinanden og dig.”

”jeg ser også, at du formår at sige nej og sætte grænser for dine børn og at de respekterer dem, selvom du selv udtrykker, at du har svært ved og at de ikke respekterer dem. Men jeg ser, at du rent faktisk gør det i mange situationer, f.eks. den dag, hvor din datter kom hjem og kom ind i stuen til os, da vi sad og snakkede om noget svært og du bad din datter om at gå ind på værelset. Først ville hun ikke og satte sig bare i sofaen, men du holdt fast på en stille og rolig måde og hun endte med at gå ind på værelset. De lytter generelt rigtig meget til, hvad du siger og gør, hvad du beder dem om”

Jeg kommer med en del flere eksempler på ting, som jeg havde observeret hende gøre godt, mens hun fortsat sidder helt stille og lytter og nikker, mens jeg taler.

Jeg fortsætter med at beskrive:

” Jeg ser dog også, at du som selv beskriver har svært ved at sige nej og være konsekvent, når de beder om noget fra dig. Ligesom den dag, hvor jeg måtte sige til dig ude i køkkenet, at det ikke var hensigtsmæssigt at reagere med at råbe på den måde af din søn, da han ikke ville lytte. Du sagde, at du ville gøre det på din måde og jeg fastholdt, at der var mere hensigtsmæssige måder at gøre det på og at jeg gerne ville hjælpe dig til at kunne gøre det anderledes fremover. Det tænker jeg stadig er relevant at arbejde med, fordi jeg har også set, at du er en kvinde med stort temperament, særligt når du har været presset og manglet overskud. ” Det kunne være hensigtsmæssigt for børnene, at du kunne gøre det anderledes ved at bevare roen i de situationer og sige tingene på en tydelig og konsekvent måde uden at råbe af dem og sige grimme ting.

”jeg ser også, at det er vanskeligt at skabe den ro for børnene, som de har de brug for til at kunne . Der har været meget uro pga. de mange mennesker som hele tiden kommer her og det gør det også vanskeligt for os at komme i gang med arbejdet med sammen at skabe en god rytme for jer som familie. Jeg vil fortsat hjælpe dig med at få skabt forandringer i forhold til at skabe ro og stabilitet for jer som familie.”

Jeg nævner de enkelte andre forandringer, som jeg ønkser at se ske for at ikke længere at være bekymret og som vi har talt om undervejs i forløbet.

Hun sidder fortsat helt bomstille og lytter, mens hun stadig nikker lidt…

Jeg tier stille. Jeg kan se på hende, at hjernen kører på højtryk, så jeg lader stilheden fylde. Hun har et særligt udtryk i ansigtet, som jeg ikke har set før og som jeg mest nok mest vil betegne som forbløffet. Jeg sidder bare og iagttager hende, indtil jeg spørger hende ”så hvad tænker du om det, jeg lige har sagt?”

Hun kigger mig i øjnene og lyser op i et stort smil og spørger ”spår du også?”.

Først lyder det som om hun spurgte, om jeg også sporede folk, så jeg spørger ”om jeg hvad?” ”Spår du også – altså spår om fremtiden? ” Her bliver jeg mundlam, fordi jeg simpelthen ikke forstår, hvad det har med sagen at gøre. Jeg hører mig selv svare ”næ, det har jeg ikke prøvet før – gør du?” Hvortil hun svarer ”nej nej”.

Der bliver lige et øjebliks tavshed, inden hun smilende fortsætter. ”Det er jo mig, Rikke”. ”Hvordan gør du det?” Og så forstod jeg, hvorfor hun tænkte på spådom. Hun følte sig set og ikke bare set – men set igennem. På det som hun er god til og det som hun har vanskeligheder med. Så når jeg kunne se igennem hende på den måde, så måtte jeg også kunne se ind i fremtiden. Jeg må forklare hende, at det jeg gør ”bare” er at lægge mærke til hende og hendes børn, når jeg er der. Jeg lægger mærke til detaljerne for både at lære dem at kende og for at kunne hjælpe dem bedst muligt med det, som de har brug for hjælp til. Hendes kommentar til det var ”du ER virkelig erfaren”. Snakken fortsatte herfra ind i, hvordan disse erfaringer han være hende til hjælp.

Efter den dag har der ikke været behov for alvorssnakke om min tilstedeværelse i hjemmet. Men jeg kan ikke andet end tænke at mit svar på samme spørgsmål kunne have resultereret i sammenbrud i samarbejdet lige der i det øjeblik, hvis jeg havde haft problemorienterede briller på under mine observationer. Et sådan sammenbrud ville moderen i mange sammenhænge blive holdt ansvarlig for det, mens det i langt højere grad faktisk ville være mit.

Tankevækkende!

Rikke