Om at starte på en løsningsfokuseret frisk… [entry-title permalink="0"]

Det hører virkelig til sjældenhederne, at jeg får muligheden for blot at sidde en hel time og observere andre i deres arbejde, men det skete for nogle måneder siden, da jeg var bisidder ved et møde. Her stødte jeg uventet på en løsningsfokuseret praktiker og det gav mig mulighed for at studere effekten af en løsningsfokuseret samtale med et andet og mere objektivt blik, end jeg før har haft mulighed for.

Jeg vil starte med at afsløre så meget, at effekten var skelsættende. Sagen tog simpelthen en helt uventet drejning pga. af den løsningsfokuserede tilgang, som sagsbehandler meget dygtigt fik sat i spil på en konsekvent og vedholdende måde.

Mit fokus i dette indlæg vil ikke være så meget på det, som hun gjorde eller de konkrete løsningsfokusrede spørgsmål, som hun stillede, men mere effekten af det på kort og langt sigt. Og for at kunne se forskellen før, under og efter, vil jeg først kort give et rids af, hvor de var, da vi om morgenen forberedte os til at skulle ind til det møde.

Temperaturen på samarbejdet før mødet:

Hvis jeg skulle have taget temperaturen på samarbejdet før mødet, ville det have ligget på eller under frysepunktet. Sagt på en løsningsfokuseret måde lå det på 0 på en skala fra 0 – 10, hvor 0 er at samarbejdet ikke kan blive værre og 10 er, at det er så godt, konstruktivt og tillidsfuldt, at det ikke kan blive bedre.

Da jeg under vores forberedelse til mødet spurgte dem, hvad som var vigtigt for dem at få med derfra eller at få svar på fra sagsbehandler, var de uden forhåbning om at blive hørt, inddraget og overhovedet få indflydelse på deres sag. End ikke en forhåbning om at lovgivningen ville blive overholdt var tilbage. Som I kan se var udsigterne før mødet var ret dystre. De var urolige, bekymrede, frustrerede og vreden lå lige under overfladen og ventede på at kunne komme til udtryk på en måde, som absolut ikke ville være til gavn for samarbejdet.

Men så skete noget uventet:

I forhold til implementeringen af den løsningsfokuserede tilgang på myndighedsområdet, nævnes ofte den udfordring, at folk ikke kommer af egen fri vilje og at det derfor kan være svært at starte en samtale med at finde et fælles projekt for den enkelte samtale ved at spørge ”hvad er dit bedste håb for samtalen?” eller ”hvordan vil du vide at denne samtale har været til hjælp?”. Myndigheden vil som oftest have en dagsorden for mødet. Ikke desto mindre var det netop det første denne sagsbehandler gjorde ved dette møde. Det virkede enormt stærkt på familie, at hun åbnede op for at lytte til, hvad der ville være hjælpsomt for dem at tale om og hvad deres håb for samtalen var.

De kunne blive enige om, at det var vigtigt at tale om, hvordan samarbejdet kunne blive bedre. Og som indgang til den del af samtalen ”hvordan ville I ønske samarbejdet med kommunen skulle være, hvis I skulle have tillid til kommunen og mig?” Hvad imponerede mig mest var, at hun herefter ikke veg fra deres banehalvdel under hele samtalen. Hun fortsætte konsekvent med at stille spørgsmål til at afdække og konkretisere mål for samarbejdet, hvad der virkede godt forældrene i samarbejdet samt næste skridt, hvilket førte både til konkrete aftaler og fælles projekt, på trods af fortsatte uenigheder.

Frustrationen, mistilliden, uroen og den underliggende vrede dampede stille og roligt af og blev erstattet af et lille spirende glimt af håb. At se håbet vende tilbage i familiens øjne minut for minut var en helt speciel oplevelse at være vidne til. Jeg kan stadig se de spørgende og forbavsede øjne, som henover bordet undervejs i samtalen havde behov for bekræftelse på, at det virkelig skete.

Hvad skete der så efterfølgende?

Da vi igen stod ude på gaden sagde faderen til mig meget forundret og tøvende ”det gik da meget godt”. Jeg bekræftede dette og spurgte ind til, hvad de havde oplevet var godt ved det. Deres beskrivelser af dette, lod mig vide, at de både havde følt sig set, hørt og respekteret og var blevet taget alvorligt. De kunne dog samtidig ikke helt tro på det – som de sagde ”vi må se det, før vi tror det”.

Nu flere måneder og en del møder siden oplevede jeg i denne uge et nyt højdepunkt: At kunne gennemføre en samtale af 1 ½ times varighed om de allermest sårbare emner i denne sag, hvor møder tidligere har måtte afbrydes. Men ikke bare at kunne gennemføre, også at gennemføre på en måde, som var god, konstruktiv og behagelig for alle tilstedeværende. På skalaen er samarbejdet i min vurdering rykket godt op på skalaen og nærmer sig et 5 tal.

For mig er der ingen tvivl om, at det første møde havde en skelsættende betydning for samarbejdet, selvfølgelig understøttet af sagsbehandlers vedvarende løsningsfokuseret tilgang møde efter møde.

Med det jeg har set udspille sig i denne proces kan jeg kun sige, at det aldrig er for sent at starte på en løsningsfokuseret frisk. Mit håb er mange flere vil få den mulighed i fremtiden.

Rigtig god og solrig pinseuge.

Rikke