På vej mod at blive briefer...

På vej mod at blive briefer…

Her i en stille stund i weekenden efter min opstart på BRIEFs Diplomuddannelse i London, vil jeg bruge lidt tid på at reflektere over, hvad jeg egentlig fik med derfra på de 2 første dage.

Først, så er det bare fedt at se tilbage på 2 undervisningsdage med Harvey, Chris, Evan og 12 andre kursister. Erfarne løsningsfokuserede praktikere fra England, Slovenien, Libanon og Danmark , som alle var både meget engagerede og kompetente og som var en stor inspiration for mig.

Som det altid sker på BRIEF startede de det hele op med en øvelse, hvor bedste håb for forløbet var formuleret til at være mere selvsikker i løsningsfokus og hvor spørgsmålet herefter lød ”forestil dig, at du efter de to første dage som sådan ikke har lært noget nyt eller har fået nogle nye kompetencer, men er blevet mere selvsikker i brugen af den løsningsfokuserede metode, hvad vil du lægge mærke til? … og så var vi i gang.

Det blev til 2 dage med læsegruppe refleksioner omkring litteraturen, øvelser, korte oplæg med videodemonstrationer af deres praksis og så flere øvelser. Deres forventninger til os var helt sikkert høje og jeg og mine 3 kollegaer herhjemme fra kunne tydeligt mærke forskellen på diplomuddannelsen og f.eks. deres sommerskole og andre kurser, som vi har deltaget på. Vi blev kørt hårdt og min hjerne var flere gange undervejs parat til en mental nedsmeltning, når vi blev tvunget til at finpudse ordlyden, at det enkelte spørgsmål, så det var rigtig løsningsfokuseret…

Outcome or proces?

Et eksempel kunne være i udforskningen af klientens bedste håb at kunne kende forskel på spørgsmålet ”Hvis det var brugbart for dig at tale med mig, hvilken forskel ville det gøre?” og spørgsmålet ”Hvis det var brugbart for dig at tale med mig om disse ting (ting klienten lige have svaret), hvilken forskel ville det gøre?” Så hvilket spørgsmål af de to spørgsmål ville du stille i udforskningen af et bedste håb for en samtale??

Øvelsen i at kende forskel på de to spørgsmål gik på at kunne kende forskel på, om vi spørger ind til det resultatet som samtalen skal føre til eller vi får spurgt ind til selve samtaleprocessen. Ved første spørgsmål vil klienten svare på, hvilken forandring som han/hun ønsker at skabe i sit liv ved at komme til samtalen. Ved det andet spørgsmål vil han/hun kunne fokusere på ”at tale om disse ting” og svaret vil derfor fokusere på samtaleprocessen og ikke den forskel samtalen vil skabe. I den løsningsfokuserede samtale er vi interesserede at få klienten til at reflektere over den fremtidige forandring og dermed skal vi stille spørgsmål 1 og ikke spørgsmål 2.

At fokusere på at stille spørgsmål, som fokuserer på resultatet og ikke processen bliver helt klart et gennemgående temadag på vores dage sammen derovre. For det er en faldgrube, som kan se ud på mange forskellige interessante måder, hvilket vi havde flere gode eksempler på gennem vores dage derovre. Selvom man i en sammenhæng kan se og forstå det tydeligt, kan det i en anden sammenhæng været svær at gennemskue, at man får spurgt til proces og ikke resultatet og derfor er der kun et middel til at blive bedre til det. Øvelse, øvelse og øvelse.

Hvordan kan vi vide, hvornår løsningen starter?

Vi arbejdede også meget med de detaljerede spørgsmål omkring de morgenstunder, hvor forandringer er sket og hvordan man ville lægge mærke til det? Spørgsmål som er med til at skabe en kontekst eller at sætte en scene op til at få konkrete beskrivelser af den ønskede forandring ind i, f.eks. køkkenet kl. 7 om morgenen. Det skaber ofte stor forundring over, hvordan samtaler som disse kan skabe ganske store forandringer – og det reflekterede vi sammen på derovre. Harvey stillede tilbage svaret til os at tænke over ”hvordan kan vi vide, hvor løsningen starter?

F.eks. i en øvelse, hvor jeg havde fokus på en forandring jeg ønsker at skabe arbejdsmæssigt, startede min makker med at spørge, hvad tid jeg stod op og hvad jeg ville lægge mærke til at tingene var anderledes. Her kunne jeg allerede inden jeg tog ud af døren, finde ting jeg ville gøre og tænke anderledes, som ville skabe en forandring, når jeg mødte op på næste dags arbejdsplads. Så for mit vedkommende startede løsninger allerede inden jeg nåede ud af døren og det ville jeg ikke have lagt mærke til, hvis jeg ikke var blevet spurgt om det. Så hvordan kan vi vide, hvornår løsningen starter?

Jeg har egentlig en hel del mere, som jeg har fået med derfra, men et ethvert blogindlæg har sin ende. Jeg vil dog afslutningsvis sige, at det har været fedt at komme på arbejde efterfølgende og så lægge mærke til at de forandringer, som jeg havde beskrevet i allerførste øvelse mandag kl. 10 om formiddagen i London allerede er blevet en realitet efter de første 2 dage.

Rigtig god uge.

Rikke