Problemløsning versus løsningsopbygning [entry-title permalink="0"]

For nogen tid siden var jeg ude og undervise i mentoring og i den løsningsfokuserede tilgang. Efter kontanthjælpsreformen har behovet for mentoring været stigende og mange nye tilbud er dukket op, – det er godt og derfor denne nysgerrighed på den løsningsfokuserede mentor. LØFT handler om løsninger, og jeg har ofte, når jeg har præsenteret tænkningen, mødt mennesker der har sagt, “jamen, vi arbejder så sandelig løsningsorienteret, vi arbejder med at finde løsninger, så vi kender godt den tilgang” – og måske du også har tænkt sådan eller kender nogen, der har svaret dig på samme måde. OG med kendskab til den løsningsfokuserede tilgang ved du og jeg jo godt, at det IKKE er det LØFT handler om, – LØFT er IKKE en problemløsende tilgang, men en løsningsopbyggende, løsningskonstruerende tilgang. Og hvad forskellen er, handler dette indlæg om.

Paradigmeskift

Afgørende i den løsningsfokuseret tilgang er paradigmeskiftet fra problemløsning til løsningsopbygning. I traditionel problemløsning har man ofte tænkt i termer af, ”når vi har et problem, må vi kende årsagen til det, før end vi kan løse det”, – en ofte lineær tænkning i kraft af en direkte sammenhæng mellem et problem og dets løsning. Men i LØFT er den grundlæggende præmis anderledes, da der ikke forudsættes en direkte sammenhæng mellem et problem og dets løsning. Hvad får ellers forskellige klienter til at vælge forskellige løsninger til det samme problem? Jeg mner, vi er jo ikke alle holdt op med at ryge på én og samme måde! (og her kunne man snildt komme ind på en socialpolitisk snak om, at borgere ofte skal tilpasse sig systemets tilbud og ikke omvendt!). Men, den entydige fokusering på løsninger betyder, at jeg ikke er interesseret i, hvorfor klienten eller borgeren har et problem, da en sådan interesse af problemet kunne komme til at stå i vejen for klientens lyst til og tro på at finde løsninger. I stedet er jeg optaget af, hvordan verden og hverdagen vil se ud for klienten, når problemet ikke længere eksisterer. Hvad vil være anderledes og opleves det allerede i glimt, i øjeblikke. Ved at bygge på klientens egne oplevelser og erfaringer af problemfrie stunder, konstrueres løsninger. Klienten styrkes gennem oplevelser af egne færdigheder og kundskaber som eneste brugbare parametre for løsning og får mulighed for at se sig selv som værende kompetent på eget liv. Og alt det er der sådan set ikke noget nyt i 🙂

Forandringsprocesser

Den måde løsningsfokuserede forandringsprocesser finder sted på, hænger nøje sammen med den bagvedliggende tænkning. En mere ressourcefuld klient er en forandret klient og en forandret klient kan se på sig selv som en styrket klient, hvilket igen giver anledning til nye forandringer; en ”domino”- effekt, hvor forandringen afstedkommer yderligere forandringer. Da LØFT orienterer sig relationelt betyder det, at forandringer sker og mærkes i de relationer klienten indgår i, det vil sige barnet mærker, når mor i stedet for at råbe om morgenen, viser tålmodighed, – det får barnet til at være mindre uroligt og i stedet måske sidde mere stille, hvilket smitter af på mor, der får mere overskud, hvilket måske igen give anledning til yderligere forandringer i forhold til far. Mere systemteoretisk sagt, – når en del af systemet forandrer sig, forandres hele systemet, og det er dér sådan set heller ikke noget nyt i 🙂

 Interviewerens position i samtalen

At læne sig tilbage og lytte til, hvordan en klient eller borger beskriver sit liv, når problemet ikke eksisterer, stiller krav til ‘vores ører’. Krav om, at ens forforståelse af, hvordan bestemte problemer kræver bestemte løsninger ”deletes” – der skal tænkes i nye baner. hvad mange måske ikke ved, så fandt Insoo Kim Berg  tankerne bag den ikke-vidende position anvendelige og refererer til Anderson og Goolishian’ udtalelser om at hjælpe klienten til at blive ekspert på eget liv ved at have opmærksomhed på klientens referenceramme i stedet for terapeutens egen forforståelse – på den måde indtages en ikke-vidende position. Fra den position er det terapeutens opgave at være oprigtig nysgerrig i forhold til klienten og opmærksom på samtaletemaer, udtrykt som mulige åbninger, for eksempel ”jeg ville ikke drikke mig fuld den aften, hvor….”, kan betragtes som en åbning og et udtryk for blandt andet klientens gode intention. Konstruktionen af løsninger bygget gennem klientens egne oplevelser skaber fællesskab mellem interviewer og klient – begge er entreprenører i entreprisen at bygge løsninger, der ko-konstrueres løsninger.  Og måske der her er små flager af noget nyt !

Problemsnak? nej tak – Fremtidssnak? ja tak.

For manges forforståelse af den løsningsfokuserede tilgang handler om, at – den handler om at skabe løsninger, og vel og bemærke løsninger af et problem. Men det er som tidligere nævnt ikke tilfældet. LØFT handler om fremtiden og mange kalder også tilgangen for “future oriented” eller “the preferred future”-approach. For det handler om fremtiden og hvordan vi gerne vil have fremtiden skal se ud. Vi kan sagtens tale om problemer, men oftest er de uinteressante i forhold til en snak om fremtiden, – de fleste ser ikke deres problemer som en del af deres fremtid, så hvorfor fokusere på dem.

I min daglige praksis betyder det, at jeg helst vil vide så lidt som muligt om eksempelvis en borger/klient. Jeg har ikke brug for en forhåndsviden, men ser hvad der dukker op af samtalen, af mødet. Jeg behøver ikke at vide, hvilke problemer borgerne har, men vil rigtig gerne tale med dem om deres fremtid – hvordan skal den se ud. Lad os håbe på den uge med mange gode fremtids-snakke, det kunne være sjovt 🙂

Rigtig god fornøjelse, og rigtig god uge

Anne-Marie