”Sorg og Glæde” [entry-title permalink="0"]

Titlen er navnet på den seneste film af Niels Malmrose og handler om den tragiske hændelse, da hans kone for næsten 30 år siden i en fødselspsykose tager livet af deres ni måneder gammel datter. Jeg tror, de færreste kan sætte sig ind i den situation, men forestillingen om at miste et barn må være det værste mareridt, der kan overgå én. Og hvad har det nu at gøre med løsningsfokuseret tænkning og denne uges blog indlæg? – Joh, titlen rummer lige præcis det, som også har været omdrejningspunktet for Rikke og jeg de sidste par uger, – sorg og glæde har på forskelligvis fyldt vores liv og vores energi har derfor været andetsteds end at fastholde den ellers kontinuerlig struktur denne blog har. En fast struktur, der i denne uge skulle have givet jer et indlæg fra en gæsteblogger. Gæstebloggere må I have tilgode i stedet får I tanker og reflektioner fra steder præget af sorg og glæde.

For en del år siden arbejdede jeg som familieterapeut i en åben rådgivning og kom i kontakt med Mikkel, der af sin sundhedsplejerske var opfordret til at søge hjælp. Mikkel var far til Freja på 9 måneder, men havde svært ved at knytte sig til hende, hvilket gav anledning til bekymring hos sundhedsplejersken. Mikkel havde kort forinden mistet sin 17-årige søn Jonas i en knallert ulykke og hans sorg over tabet af sønnen gjorde, at han ikke turde knytte sig til datteren – sæt nu han også mistede hende, så var det lettere helt at undlade tilknytning.

Min grunduddannelse havde lært mig sorg/krise arbejde og de forskellige stadier med chokfasen, reaktiv fasen, reaktions fasen og endelig nyorienterings fasen. Så det var udfra denne reference, at jeg (sam)arbejdede med Mikkel i hans bearbejdning (sådan tænkte jeg det dengang) af sorgen over sønnen. Men jeg var forvirret, da jeg samtidig på det tidspunkt var på vej ind i ”min løsningsfokuseret tænkebane” – meget var nyt og spændende, alt var anderledes og vanskeligt og jeg var frustreret over at ville både/og, dvs. både sorg/krise arbejde og løsningsfokuserede samtaler, men det macthede bare ikke.

I forbindelse med en supervisionsseance hos min løsningsfokuserede mentor spurgte jeg derfor: Hvordan arbejder man med sorg/krise indenfor den løsningsfokuserede tilgang? Og som så mange gange før – og siden blev jeg mødt med et svar om ”just stick to the model” og/eller ”just trust the model”. For mig gjorde denne tilbagemelding en kovending i min måde at tænke på, – jeg var nødt til for alvor at tilegne mig de løsningsfokuserede principper og teknikker. Jeg måtte fastholde min kurs i blandt andet at spørge til ”whats been better” og ikke spørge om, hvordan er det gået siden sidst. At spørge til ”hvordan er det gået siden sidst” ville åbne op for en masse ord og sætninger, som ikke nødvendigvis havde at gøre med Mikkels mål, men i stedet ville give ham mulighed for at klage, beklage, græde og begræde osv. Mit mål skulle være at holde fokus på det, der fungerede og som bevægede sig i retning af det liv Mikkel gerne ville have med Freja og hendes mor. Det betød i samarbejdet med Mikkel, at jeg lagde mine kræfter, opmærksomhed og energi i at undersøge og fremhæve de gange, hvor han havde samvær og kontakt med sin datter – for det var hans mål at blive en ordentlig far for Freja. Det betød også, at vi talte om hvordan han håndterede sit savn af Jonas og ned i konkrete og detaljerede beskrivelser, men med det formål at få frem hans styrker, kompetencer og ressourcer – som far og som menneske.

Det blev et meget bevæget og livgivende forløb, som på mange måder gav næring og læring for mig. Nogen gange er det de vanskeligste sager – eller de sværeste stunder, der får os til at søge hjælp, yde vores ypperste og komme videre, frem med fornyet kraft og flere ressourcer. Og det giver glæde at opleve sig styrket, helet og skaber både mod og håb. Mere glæde, styrke, mod og håb giver energi og kræfter til at gøre mere, yde mere og på den måde skabes en domino-effekt. Dette er helt basalt den grundlæggende læringsfilosofi i den løsningsfokuserede tilgang. En filosofi, der bygger på menneskets ressourcer og evner til at hjælpe sig selv – uanset sorg eller glæde….

Rigtig god uge

Anne-Marie