Sproget [entry-title permalink="0"]

Noget om sprog og hvorfor det er så svært…

Vi har tidligere blogget om ”undtagelser” og distinktionen ”forerunners” – eller på dansk ”forløbere”. En af grundene er, at vi er optaget af ord og vores måde at anvende sproget på. Vi har erfaret i vores praksis, hvordan det løsningsfokuserede arbejde har skærpet vores sprogbrug. På mange måder er den løsningsfokuserede praktiker en kompetent og kvalificeret person udi kunsten at stille spørgsmål. Og vel at bemærke spørgsmål, der bygger på de løsningsfokuserede tanker og således understøtter klientens, familiens eller samtalepartnerens kompetencer og ressourcer.

Gennem det sidste årti har der internationalt blandt erfarne løsningsfokuserede praktikere været forsket i mikro-analyse, hvor man har studeret optagede samtaler og analyseret sprog- og ordbrugen. Førende har været Janet Beavin Bavelas og Harry Kormann, sidstnævnte fra SIKT i Malmø. Interesserede kan læse et interview fra 2011 med Janet Beavin Bavelas om microanalysis her: http://www.briefcoachingsolutions.com/interview-with-janet-beavin-bavelas-ph-d/

”Mit sprogs grænser, er min verdens grænser”

– er et citat af den østrigske sprogfilosof Ludwig Wittgenstein (1889-1951). Han betragtede sproget, som en konstruktion af virkeligheden. Uden sproget ville systemer, strukturer, bevidsthed, – ja, verden ikke have en mening. Man kan sige, at det ikke er det man taler om, der giver ordet dets mening, men den måde og i den sammenhæng, ordet bliver brugt. Sproget er handlinger foldet ud mellem mennesker, hvilket Wittgenstein kalder ‘sprogspil’.

Hvis sproget er handlinger udfoldet mellem mennesker, er det jo ikke så sært, at kommunikation, dialog, samtale eller hvad vi kalder det, er en vanskelig og udfor-drende størrelse. Ind imellem begrænses vi af vores ord eller mangel på samme, mon ikke mange af os kender til det ikke ”at kunne finde ordene”, – at finde et ord der præcist og koncist beskriver en følelse eller en stemning. Vi har konstrueret verden således, at vi heldigvis er blevet enige om at kalde et rødt sødmefyldt bær, der vokser på en plante nær jorden, for – et jordbær. Men ind imellem mangler vi ord og oplever den begrænsning Wittgenstein talte om, – vores egen verdens begrænsing. Og mon ikke de klienter og borgere vi møder på vores vej, kan have det på samme måde.

”Livet er en gave – og en opgave”

– er sagt af Søren Kierkegaard, hentet frem i dette 200-året for hans fødsel. Mange steder i København fejres han i år med særlige arrangementer og udstillinger. Og livet er gaven, og opgaven er at gøre livet til vores På den måde leger Kierkegaard også med ordene og deres betydning. For Kierkegaard var det springende punkt, hvordan mennesket forholdte sig til livet, hvordan man tog sin opgave på sig. For eksempel kan man få en sygdom, men hvordan tager man den?

Interessant er dette handlings aspekt, som også viser sig i de systemiske og løsningsfokuserede principper – diagnosen depression siger intet om, hvad det er en mor ikke kan, eksempelvis at få sine børn op i skole om morgenen.

Kierkegaard tvister med ordene og giver os mulighed for at se, hvilken betydelig og afgørende forskel to bogstaver kan gøre – de skaber et nyt ord med en ny betydning.

Det er blandt andet svært fordi…

På samme måde kan udsagnsordet ”at LÆRE” gives anden og ny betydning ved at tillægge nye bogstaver eller ord foran. Om læring skriver Wikipedia fra den frie encyklopædi:

Læring; “det at lære (noget)”, kan beskrives på 2 forskellige måder ud fra en individorienteret vinkel: Enten som (1) tilegnelse af færdigheder, viden og holdninger eller som (2) modifikation af adfærd. Den første synsvinkel støtter sig til en klassisk, tyskpræget filosofi (se evt. Hegel eller erkendelsesteori), mens den sidste er baseret på en nyere, angelsaksisk præget behaviorisme.

Ovennævnte reference kan tolkes som, at vi nu vil be-lære andre – hvilket vi ikke har nogen intentioner om. På samme måde med denne blog: den er IKKE for at BE-lære andre praktikere om, hvordan du skal tænke eller arbejde løsningsfokuseret.

Men vi har begge måtte AF-lære så megen af vores indarbejdede praksis, tidligere tænkninger og forståelser, at vi bilder os selv ind at forstå, hvis andre har udfordrin-ger og besværligheder med at implementere og integrere de løsningsfokuserede tanker i egen praksis. Det er ikke let.

Vi har både måtte tilegne os nye færdigheder, viden og holdninger SAMT ændre og modificere vores adfærd. Vores måde at tænke og forstå menneskelig udvikling er skolet gennem uddannelse og opvækst ligesom vores behov for at forstå årsagen til et problem og dets opståen. Det har været svært at skulle tænke anderledes om det – og det er endnu svære alene. Men det sværeste har måske været at ændre vores adfærd, da den på mange områder har været ”automatiseret” og integreret i os. Det har været meget ”vi plejer” og vi har haft brug for at udskifte det meste af ”værkstøjskassen”

Således også i sproget og dets anvendelse, således også i samtalen og i forholdet mellem spørgsmål og svar. Et afsluttende citat fra Kierkegaard kunne derfor være:

”Alle vil udvikling, ingen vil forandring”

Rigtig god uge, måske du har lyst til at knytte en kommentar til vores sproglige betragtninger eller fortælle om dine erfaringer med at arbejde løsningsfokuseret?

Masser af hilsner

Rikke & Anne-Marie