Stjernestøv - eller når borgeren minder os om de løsningsfokuserede spørgsmål

Stjernestøv – eller når borgeren minder os om de løsningsfokuserede spørgsmål

I denne glade juletid falder sneen hvid…. nåh,nej ingen sne, det er stadigt trist og gråt i vejret, og måske netop derfor kan det være rart med en lidt opmuntrende historie fra mit praksisfelt.

Jeg har tidligere skrevet om mentoring og hvordan den løsningsfokuserede tilgang kan arbejde ‘af sig selv’   uafhængigt af relationen, og hvem der samtaler med borgeren. Dette indlæg står på fundamentet af de to indlæg og kan ses som endnu et lag i det løsningsfokuserede arbejde. Det handler om at arbejde over tid, når borgeren selv arbejder, – det handler om Søren 🙂

Jeg har været mentor for ham i 3 1/2 år, og meget er sket på den tid. Søren er i midten af 20’erne og præget af social angst og fobi samt måske også andre ting, hvilket viser sig ved at han: har afsluttet 9. klasse, ikke ser andre end sin familie og mig, har en ustabil døgnrytme, oplever sig ensom og isoleret, får migræne og angstanfald og andet. Søren blev for 1 1/2 år siden bevilget ressourceforløb, og flyttede i foråret i et midlertidigt botilbud sammen med andre jævnaldrende. Han overgik til anden kommune i forhold til den beskæftigelsesrettede indsats, dvs. mentorforløbet blev overdraget til ny sagsbehandler, der nu har besluttet, at det skal ophøre med årets udgang. Men det er ikke pointen!

Søren og jeg har ofte gået tur, hvor vi får talt om dels lidt løst og fast i forhold til hans almene liv, eks. omkring julen eller omkring hans økonomi eller et møde han har været til. Derudover har vi mere specifikke temaer som omhandler psykiaterbesøg, praktiktilbud, støtteforanstaltninger oa. som er fastsat som mål for mentorindsatsen.

I fredags gik vi tur igen: talte om generelle småting, men ting som er betydningsfulde for Søren, og hans frustration over, at mentorforløbet skal ophøre. Og pludselig, da vi går dér på vej tilbage mod hans bopæl, puffer han let til mig og siger:

– hvad der også er blevet bedre, er min døgnrytme…. jeg stopper halvt op, kigger på ham, mens det går op for mig, at jeg har forbrudt mig mod et væsentligt løsningsfokuseret princip om at spørge om, hvad er blevet bedre siden sidst, så jeg siger blot; Jah??

– ja, altså, svarede Søren, jeg vågnede en dag kl 4 om eftermiddagen, klokken 4!!! – dét gad jeg ikke….

– så, hvad gjorde du, spurgte jeg, altså hvordan har du båret du dig ad med at ændre det?

– ja altså, jeg tænker på dén dag…. minder mig selv om den….

– og hvad gør du mere?

– jeg er begyndt at spille på konsol i stedet for computer, og har aftalt det med min bror….så spiller han heller ikke så længe, han har jo børn og sådan…

– så du både hjælper din bror og dig selv, wauw. Hvilken forskel har det gjort?

– ja, det kan man faktisk godt sige jeg gør, – altså jeg har lettere ved at lukke ned for jeg spiller ikke så længe så, jeg lukker nok ned ml. 23.30 og 24. 

– og hvad mere gør du for ikke at have en eftermiddag, hvor du vågner kl. 16?

– altså, jeg sover heller ikke til middag, forsøger at holde mig vågen om eftermiddagen.

– det har vi talt om flere gange, hvordan bærer du dig dog ad med det – udover at gå en tur med mig fredag eftermiddag (tihi)?

– Ja, altså nogle gange har jeg løbet, men jeg løber mest om aftenen…

 Og sådan kunne Søren og jeg så blive ved med at udfolde, hvad han gjorde for at stå tidligere op om morgenen. Vores samtale gav mange refleksioner, blandt andet at når man har samarbejdet med borgere over meget lang tid, så kan de hjælpe os med at ‘blive på det løsningsfokuserede spor’ og at det er så væsentligt at blive spurgt om, hvad der er blevet bedre siden sidst? – Dét repræsenterer den løsningsfokuserede forforståelse, at noget bliver bedre og vi kan få anledning til at spørge og undersøge, på hvilken måde borgeren har bidraget til denne positive forandring. Dét fører til at en anden forforståelse; at en kompetent borgere, er en styrket borgere, og jo mere styrket og kompetent vi som mennesker oplever os, des større mulighed har vi for at få ejerskab og indflydelse på eget liv.

Dét gør en forskel, – og Sørens spørgsmål til mig gjorde en forskel, – ikke kun blev jeg glad for, at han kendte hvad er blevet bedre-spørgsmålet så godt, men han mindede også mig om dets umådelige betydning. Fantastisk, magisk, et drys af stjernestøv her i december, hvor jeg på både Rikkes og egne vegne vil benytte anledningen til at ønske alle en glædelig jul samt et lykkebringende og fredfyldt 2017

Anne-Marie