Bygger LØFT på et ressourceorienteret eller overfladisk menneskesyn?

Bygger LØFT på et ressourceorienteret eller overfladisk menneskesyn?

Historisk set har den løsningsfokuserede tilgang ry for at fungere som et kritisk alternativ til de dominerende forståelser og grundantagelser i feltet. Således brød tilgangen med indtil flere grundlæggende ideer i det fremherskende psykodynamisk-medicinske paradigme. Herunder gør løsningsfokuserede praktikere blandt andet op med ideen om først at finde fejlen i de mennesker vi taler med, for derefter at korrigere den – og inviterer i stedet til mere autonome, kapable og aktive forståelser af mennesket. Gennem årene er denne tendens blev mere og mere udbredt, og hvis man kaster et etnografisk blik på de løsningsfokuserede ideer og undersøger dem i en historisk, kulturel og samfundsmæssig sammenhæng, opstår der nemt en grum mistanke, nemlig, at de selvsamme formående og vidende subjektpositioner, som etableres i løsningsfokuseret praksis, i påfaldende grad stemmer overens med de ideologiske og politiske grundantagelser, der dominerer konkurrencestatens menneskesyn: Alle mennesker er i stand til at bidrage og det er statens opgave at hjælpe med at finde frem til den enkeltes unikke måde at gøre det på.

Således kan en løsningsfokuseret tilgang i dag ses og diskuteres som en praksis, der reproducerer politiske ideer om, at menneskets væsentligste mål her i tilværelsen er at realisere sig selv, for således at udnytte sit fulde potentiale og bidrage til statens vækst. Denne diskussion er ikke ny, derimod er der en lang tradition for at definere og diskutere psykoterapi som et fænomen, der tager form efter en bestemt historisk og kulturel støbeske. I dette perspektiv kan løsningsfokuserede samtaler, forstås som en praksis, der (re)producerer særlige forståelser af mennesket, som kan forbindes med kapitalistiske, liberalistiske og instrumentalistiske ideologier, der undertrykker mennesket og forgriber sig på dets autonomi og integritet. Således når jeg frem til min første pointe i dette indlæg:

I disse år ser vi en tendens til, at lsningsfokuserede ideer optages af og indsluses i det dominerende paradigme, hvilket jeg argumenterer passiviserer tilgangens kritiske elementer, idet de – uden vi lægger mærke til det – modelleres, så de passer ind i det gældende paradigme. Pointen ligger mig på sinde fordi jeg mener, at vi, der ønsker at bevare det kritiske element i den læsningsfokuserede tilgang, har til opgave at udtrykke de grundlæggende antagelser mere præcist – eller på nye måder, der igen gør kritikken synlig.

I alle de mange inspirerende indlæg, der indtil videre ligger her på bloggen gøres det tydeligt, hvordan vi i det løsningsfokuserede paradigme hele tiden arbejder på at udvikle detaljerede beskrivelser af, hvad der virker for den enkelte, hvordan det virker og hvornår det virker. Hertil kommer, at vi sideløbende fokuserer på at udfolde beskrivelser af de tidligere succeser, ressourcer og styrker, som kan bruges til, at det enkelt menneske finder sin egen og unikke måde at skabe løsninger for sig selv og andre.

Hermed når jeg frem til min anden pointe i dette indlæg: At ovennævnte fokus stammer fra en løsningsfokuseret og helt grundlæggende antagelse om udelukkende at tale ud fra og dermed kun forholde os til det, der kan studeres i det levede liv; det, der befinder sig i overfladen. Jeg fastholder hermed at løsningsfokuserede praktikere ikke har et ressourceorienteret, men derimod et overfladisk syn på mennesket. Vi søger konsekvent mod overfladen; det der kan ses og beskrives – og vi gør det for at undvige det psykodynamisk-medicinske paradigmes ideer om at kunne se ind i mennesket. Som jeg skriver ovenfor er der lige nu stærke tendenser, der synes at kunne ane tegn på ressourcer, styrker, reciliens og modstandskraft inde i hvert enkelt menneske– og det kan da ligne et løsningsfokuseret perspektiv på mennesket, men jeg argumenterer altså for noget andet: Det løsningsfokuserede perspektiv på mennesket bygger på grundlæggende antagelser om det, de selv siger om, hvordan de lever deres liv når livet ser ud som de ønsker det.

Lad dette indlæg være en stemme, der søger at skærpe distinktionen mellem løsningsfokuserede og andre tilgange. Hvordan lyder din stemme?

Mange hilsner

Karin Pharès

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Giddens, A. (1991), Modernity and Self-Identity – Self and Society in the Late Modern Age. Polity Press, Cambridge

Foucault, M. (1988), Selvomsorgens etik som frihedspraksis – en samtale ommagt, frihed, etik og subjektivitet. i UNDR. Nyt Nordisk Forum nr. 55; 1988: 25-36

Kuhn, T. (1973) Videnskabens Revolutioner Fremad, København.

Pedersen, O.K. (2011) Konkurrencestaten Hans Reitzels Forlag, København