At introducere til LØFT
- var en del af en undervisningsopgave jeg havde i begyndelse af juli. De to andre dele handlede om samtaler med børn, herunder tegn på mistrivsel og hvordan man håndterer vanskelige familiesager, hvor problemerne er multikomplekse (- og her er den løsningsfokuserede tilgang også anvendelig, men det er ikke omdrejningspunktet for dagens indlæg ).
Gruppen jeg underviste bestod af en projektleder og 3 kollegaer med forskellige uddannelses- og erfaringsbaggrunde, så idéen var dels at formidle viden, men også at samle og skabe fælles referencer.Inden vi gik i gang med dagen fortalte gruppen, at de havde været pressede og haft travlt i dagene forinden – der var meget der skulle nås, deadlines og når man starter et projekt op er alt fra ”scratch”, man skal klare det hele selv. Gruppen havde været i gang i én måned og været i tvivl om de kunne ”hive” denne dag ud til læring, når der nu var så meget andet.Jeg havde valgt at begynde dagen med at introducere til de løsningsfokuserede tanker, herunder Signs of Safety og arbejdet med skalaer, især i samtaler med børn. Men inden da var en øvelse passende og denne øvelse giver mulighed for refleksion og fordybelse, for snak, for at blive hørt og lyttet til, og ikke mindst for at blive anerkendt for det stykke arbejde, man til dagligt udfører:
Øvelse
Det blev en lang og givende øvelse, som gav anledning til flere ting i forhold til at introducere de løsningsfokuserede tanker. Det øvelsen blandt andet gjorde muligt var, at:
Deltagerne erfarede, hvor givende det var at tale om det, de havde været stolte af og tilfredse med, - det skabte glæde og god stemning.
Når man talte om det, - og blev spurgt, var der ved nærmere eftertanke flere ting, som den enkelte var tilfreds med og stolt over, hmm…
Jo flere interviews, der blev gennemført, jo lettere blev det at tale om stunder med stolthed og tilfredshed i arbejdet.
Den anerkendelse der lå i kollegaernes tilbagemeldinger, var dejlige at høre (og gav ofte anledning til mere glæde), - der havde været en stund med lytning.
Intervieweren blev nysgerrige på, hvilke spørgsmål man videre kunne stille – det gav anledning til eksempelvis at tale om forskellen på at spørge, ”hvad andet” i forhold til ”hvad mere”, hvor der i det sidste ligger en antagelse om, at der må have været flere tilfredse og stolte stunder.
Man kunne let snakke ind i svarere, eksempelvis når én fortalte, at hun var stolt over at være blevet ansat til dette projekt og mange spørgsmål kunne folde sig ud fra det:
i. hvad så ’de’ mon du kunne, som gjorde at du blev valgt?
ii. hvad ved du om dig selv, der fortæller dig, at du ville passe til dette job?
iii. Hvad tror du gjorde, at lige netop du blev valgt?
iv. Hvordan får du skabt den fordeling ml. dit arbejds- og familieliv?
Spørgsmål som omhandler styrker, kompetencer og positiv selvbilleder, og havde øvelsen været lidt længere havde vi brugt betydelig mere tid på at folde disse dele ud.
At der er energi i at tale om det, der fungerer og det der lykkedes, men at vi hurtigt falder tilbage på tidligere tiders praksis og kommer til at tale om det, der ikke lykkedes eller er svært, - og vil forklare dette. At praktisere løsningsfokuserede samtaler fordrer derfor en høj grad at struktur og disciplin.
At det giver anledning til nysgerrighed på, hvordan den løsningsfokuserede tilgang kan læres og praktiseres, - hvilken teoretisk fundament tager den sit afsæt i?
Det blev samlet for gruppen også en ”opremsning” af alle de forskellige opgaver de havde løst sammen, og dermed bredte der sig en anerkendende forstående holdning af, hvorfor de dagen forinden havde haft så travlt.
Vi sluttede øvelsen af med en skala, hvor 10= ”jeg har været med til at starte dette projekt op, så godt som jeg overhovedet kunne”, og måske ikke så overraskende placerede de sig alle meget højt oppe – det gik op for dem, og som én sagde; ”jeg tror ikke, jeg kunne have gjort noget anderledes, jeg har gjort det så godt som jeg overhovedet kunne – det må være 10”.
At nå frem til den erkendelse er et godt afsæt for det videre arbejde i projektet, og øvelsen fik samlet gruppen, de fik nye indsigter i sig selv og hinanden og blev anderledes funderet . For mig som underviser blev dagen præget af nærvær, tilstedevær og engagement dagen igennem, og det blev muligt at bevæge sig mellem metaplan og den nære konkrete hverdag. Som I nok kan forstå var fornøjelsen helt på min side og jeg gik opløftet derfra efter en dejlig arbejdsdag, endnu en gang overbevidst om, at den løsningsfokuserede tilgang 'får det bedste frem' i mennesker og empower dem til at fokusere på det bedste de har og kan.
Fortsat god sommer
Anne-Marie