LØFT i skolen

Man kan give den løsningsfokuserede tilgang skylden for mange succeser og historien om hvordan vi introducerede LØFT i en skoleklasse er ingen undtagelse.Debatten om skolereformen og hvad den fører med sig har raset og gør det stadigt. Lærere der er presset på forberedelse, krav til høj faglig kvalitet og ikke mindst inklusion er vigtige pointer politikerne bliver nød til at tage stilling til og en eller form for handling er nødvendig.En pointe som ikke har fået fokus nok i debatten er, hvordan lærerne og eleverne skal være sammen på en måde som kan understøtte inklusionstanken, sørge for at eleverne får det størst mulige udbytte af undervisningen og dette på en måde der er i barnets, lærernes, forældrenes og i sidste ende samfundets tarv.Løsningen på ovenstående er enkel. Det vil sige, at tanken og teorien er enkel men det kræver øvelse at udføre. Den gode nyhed er at du kan starte med det samme. I grunden handler det om at skifte fra vores kulturelt betingede ”problem-fokus” til et fokus, hvor vi lægger mærke til alle de ressourcer, styrker og kompetencer som findes i de mennesker som vi omgiver os med. De fleste mennesker genkender det at bruge alt for megen tid på at tænke over – ”hvad er det dog der er galt med det barn”, ”hvordan kan det være at der altid er ballade med ham” – ud fra en indgroet vane med at tro, at vi skal forstå årsagen før vi kan løse problemet. Jeg har haft samme vane, men er efter at have mødt den løsningsfokuserede tilgang blevet opmærksom på at intet problem er til stede hele tiden. Ingen elev forstyrrer hele tiden. Ingen elev mobber hele tiden. Der findes altid undtagelser, hvor problemet ikke er tilstede. Og specielt i arbejdet med børn er der langt mere energi i at lægge fokus på de ting der virker. Alle mennesker vil i højere grad anerkendes for det der lykkes end det modsatte og hvis der i klaserne i højere grad gives næring til alle de positive ting, vil de vokse og overskygge de uønskede tilstande, der vil visne og blegne i størrelse.Resultatet af ovenstående tanker gjorde at jeg i oktober 2014 kontaktede en af mine gode bekendte , klasselærer i 5B på Fuglsanggårdskolen i Virum og spurgte om hun kunne tænke sig at lægge klasse til projekt ”LØFT-klassen”. Hun var på dette tidspunkt så småt begyndt at høste frugterne af et stykke rigtigt hårdt og dygtigt arbejde med klassens sociale trivsel, men havde endnu ikke nået sit mål om en klasse, hvor eleverne kunne være trygge i leg og læring.

LØFT-KLASSEN

Det er en næsten magisk oplevelse at stå foran en klasse, der med al sin habitus har forventning om, hvad der skal ske, når der nu endnu engang skal ”tages hånd om trivslen”, og så se deres undrende ansigter mens jeg fortæller, at jeg, når jeg i den følgende tid er i klassen, vil lægge mærke til hvad de er gode til og gør af hjælpsomme ting. Alt hvad der hjælper dem til at blive en god klasse at være i og at lære i. I slutningen af timen gav jeg så klassen feedback på de ting, jeg havde lagt mærke til. Der indtraf så den næste magiske oplevelse i rækken. Der var stille som graven, da jeg læste op af mine noter og fortalte at jeg bl.a. havde lagt mærke til Andreas, som i løbet af timen havde stået oppe på bordet, forstyrret sin sidemakker, rullet rundt på gulvet osv. på et tidspunkt gik helt stille og roligt ud på toilettet og da han kom tilbage, gik han som det første hen på sin plads. Idet jeg nævner hans navn nærmest stivner han og jeg kan se, hvad han forventer men idet budskabet går op for ham lyser han op i en blanding af stolthed, glæde og generthed. Dette var en tydelig, men ikke enestående reaktion. Også andre elever der blev nævnt, blev tydeligt berørte.Efter 3 ugers observation og feedback var klassens opgave sammen med deres lærer at formulere mål for, hvordan den klasse de allerhelst vil være i, så ud. Brugen af løsningsfokuserede spørgsmål er et fantastisk redskab til at konkretisere, hvordan mål ser ud og næsten mere vigtigt, hvordan vejen til målet ser ud. At elever selv beskriver tegn på forbedring og hvordan lærere, forældre og skolens andre elever vil opleve at klassen nærmer sig målet, giver ejerskab, bevidsthed om egen værdi i det fælles projekt og en fælles ånd. Udover feedback introducerede jeg også øvelser, hvor eleverne bl.a. skulle være ”ressource-detektiver” og hos deres kammerater finde de ting de var gode til og stolte af.Feedback’en jeg fik, da jeg sagde farvel til klassen var ikke til at tage fejl af. De var flere gange i nærheden af at ramme 10’tallet på skalaen for, hvornår de havde nået deres mål og samtlige elever var enige om at forløbet havde været godt og at klassen var blevet nemmere og behageligere at være i.Ovenstående erfaringer stadfæster mig i troen på, at skolerne som de ser ud i dag og trods deres store fokus på inklusion og trivsel alligevel kan tage et kvantespring ved at ændre, hvad de har opmærksomhed på…hvad føles det rart at opdage? Kvaler...eller kvaliteter? Valget er ikke svært. Skulle du sidde derude og blive nysgerrig, - måske være lærer på en skolen, der tænker - hmm, det kunne vi godt få glæde af - eller er forældre, og tænker - mit barns skole skal kende til dette, ja, så kan du finde mere info her.Mange hilsnerHenrik Christensen