LØFT udenfor den sociale sfære

begge-150x150-25062013.png

At fastholde en blog med ugentlige indlæg kræver sin mand – eller 2 kvinder :) Vores hverdag er ofte en stor inspirationskilde, vores kollegaer og de mennesker vi møder på vores vej. Men denne gang ledte vores søgen efter inspiration os udenfor det sociale felt og til helt andre hjørner. Vi har nemlig leget med tanken om at tage den løsningsfokuserede tænkning til andre sfærer end dér, hvor vi taler om klienter, paragraffer, myndighed og forvaltning, og håber I har lyst til at følge dette tankespind.

Der er mange måde at tænke og tale om den løsningsfokuserede tilgang på, men helt grundlæggende er de tre principper; 1) Hvis det virker – gør mere af det samme 2) Hvis det ikke virker – gør noget andet 3) Hvis det ikke er et problem – så lad vær’ at gøre noget. Derudover er fokus på at samskabe løsninger gennem kommunikation om fremtid, mål og ’best hopes’ samt at have opmærksomhed på at styrke kompetencer og ressourcer – en meget forenklet version af den løsningsfokuserede tænkning.Lad os tage denne forenklede version og overføre til en helt anden verden, for eksempel den finansielle sektor og den løsningsfokuserede bankrådgiver.

Forestil dig, at næste gang du kommer i banken, at bankrådgiveren forholder sig nysgerrigt til, hvad du gerne vil og hvad for mål, ønsker og drømme du har for fremtiden. At du fik at vide, hvor ansvarlig og fornuftig du håndterede din økonomi, og hvor imponeret bankrådgiveren var over de gange du havde formået at nedbringe dit overtræk. Tænk hvis bankrådgiveren spurgte til, hvordan det var lykkedes dig at få afdraget på lånet, eller overholdt budgettet eller formået at spare op. Forestil dig, at det blev foldet ud, i mikrobeskrivelser så du fik indsigt i, hvad det præcis var du gjorde og på den måde fik mulighed for at gøre det igen.

Lad os forestille os, at turen går videre en anden branche – den praktiserende læge. Tænk sig at kunne tale med din læge om dine bedste håb for din almene helbredsmæssige tilstand og hvad du ville opleve var anderledes, når disse bedste håb var indfriet. Eller at du ved en eventuel diagnosticering af livsstilssygdomme blev mødt med en nysgerrighed på, hvad du f.eks. gjorde anderledes både i forhold til kost, søvn, stress, motion på de tidligere tidspunkter, hvor dit blodtryk/blodsukker/kolesteroltal var normalt. På den måde at kunne man blive langt mere samskabende omkring behandlingen end tilfældet er for mange patienter.

På Summerschool hos BRIEF mødte vi en praktiserende læge, som netop arbejder løsningsfokuseret med patienterne i sin praksis. Hendes erfaring er, at det er meget meningsfuldt for patienterne at blive mødt på denne måde af deres læge.Et par andre brancher, som kommer op, hvor det også kunne være relevant at arbejde løsningsfokuseret er rejse - og indretningsbrancben. Begge brancher arbejder specifikt med at gøre folks drømme til virkelighed og at lykkes med det, handler i høj grad om at ramme den enkeltes personlige stil og præferencer. Hvis man ikke selv er typen, som booker og planlægger sine rejser via nettet, så må en rejseagent nødvendigvis få et særligt indblik i, hvad du drømmer om at opleve på den næste rejse. Her kunne det være super interessant at arbejde med en variant at mirakelspørgsmålet, som kunne få folks detaljerede beskrivelser af, hvad de ville lægge mærke til, når de vågnede om morgenen på deres drømmerejse og de vidste drømmen var gået i opfyldelse.

I skrivende stund overvejer Rikke endnu engang at gå i gang med at lave nyt køkken og drømmer om at have en person til at stille alle de nødvendige spørgsmål, som skal til for at finde løsningen på, hvordan det nye køkken kan få den nødvendige funktionalitet og smarte look som pt. mangler. Lige nu går hun konstant og lægger mærke til det, som mangler, men hvis fokus på blev vendt om til at undersøge nærmere, hvad der ville være anderledes i det nye køkken. Ja, så kunne det være, at et billede begyndte at tegne sig af, hvad hun skal investere i for at blive glad og tilfreds med køkkenet.

Oplagt er det også at tale om løsningsfokus i sportsklubber/fitnesscentre, kostvejledning samt investerings- og salgsafdelinger rundt omkring. Eller gartneren; hvornår har din have sidst set ud, som du gerne vil have, - hvor meget vandede du blomsterne dengang, hvilken gødning brugte du etc. Nå, spøj til side, men mulighederne er uendelig og måske nogle af vores læsere faktisk er udenfor den sociale sfære og kan byde ind med, hvordan det virker at arbejde løsningsfokuseret på andre områder – dét kunne være sjovt og lærerigt.

Rigtig god uge.

Anne-Marie og Rikke 

Forrige
Forrige

Fra midler til mål...

Næste
Næste

En blanding af spændende gæstebloggere...