LØFT med Mike; en beskrivelse af praksis - og af virkeligheden
Lad mig sige det med det samme – jeg synes selv, jeg er kommet til at skrive et alt for langt indlæg! Men jeg blev grebet af beskrivelsen, håber I bærer over med længden og i bedste fald også bliver grebet af indlægget.Det er min erfaring, at man kan lære meget af at sætte fokus på sin egen praksis ved at filme den og ind imellem se om man nu gør det, man tror man gør – eller siger man gør. Der er sammenhænge, hvor man ikke rigtigt tænker over HVORDAN man arbejder, man arbejder bare, sådan er det i hvert fald for mig, - og der er sammenhænge, hvor man bevidst afprøver nye metoder, øver sig og er åh så bevidst om, hvad man gør. Efter at have arbejdet løsningsfokuseret i mange år, er den løsningsfoku-serede tænkning for mig blevet mere en måde at være tilstede i verden på end en arbejdsmetode, i hvert fald oplever jeg på en lang række områder 'bare at gøre' uden at tænke så meget over, hvad jeg gør. Men ind i mellem støder jeg på komplicerede opgaver, hvor jeg udfordres og oplever, at der er bevidste løsningsfokuserede stunder og så 'bare noget andet' eller der er så ”mange bolde i luften” at det for alvor kræver, at jeg holder ”tungen lige i munden”. Sådan er det i mit arbejde med Mike: ugens blogindlæg er en flig af min praksis – og meget mere...Om MikeHistorien om Mike er ”fra det virkelige liv” for det er der, jeg har min praksis, og det er i arbejdet med mennesker, at jeg bedst kan udfolde mine kompetencer, nemlig at skabe udvikling og forandring. Og lad mig sige med det samme; historien om Mike er anonymiseret i samarbejde med hans sagsbehand-ler, røgslør er langt ud, men faktuelle oplysninger er korrekte.Mike er i slutningen af 20'erne og født i en helt anden ende af landet end der, hvor jeg kommer fra. Da han er 3 måneder bliver han sammen med sin tvillingebror anbragt, da moderen er stærkt alkoholi-seret. Gennem hele sin opvækst flytter Mike frem og tilbage mellem plejefamilier og opholdssteder, han ved ikke hvorfor, men mener at han har boet ca 20 steder i sit liv, - måske mere. Efter opholdssted som ung, flytter han med sin bror i et hus, som kommunen betaler og de bor dér indtil han er 21 år. Siden da har Mike boet alene, dvs. når han ikke har afsonet i fængsel eller når det han ikke har fået andre til at bo med sig, for han kan ikke holde ud at være alene.I ungdomsårene bliver Mike diagnosticeret som havende ADHD og får medicin. Han har forinden selvmedicineret sig med hash fra han var 11 år. Siden kommer han i kontakt med hårdere stoffer samt alkohol. Hans opholdkommune støtter ham i uddannelse og han begynder uddannelse en uddannelse, som både kræver kørekort og ren straffeattest. Begge dele har Mike på det tidspunkt, men 1 år før han er uddannet bliver han stoppet for spritkørsel og mister kørekortet, - først for 3 år, siden for 5 år. Uden kørekort intet job, og Mike må stoppe sin uddannelse. ”Jeg sku' bare 500 m ned efter smøger”, siger Mike - ”jeg ku' ha' gået derned!”.Årene går og Mike udvikler et større misbrug af forskellige stoffer, han afsoner dom og forsøger at tage i mod forskellige tilbud om misbrugsbehandling. Han har sporadisk job, er ind imellem indlagt på psykiatriske afdelinger, begår kriminalitet indtil han til sidst mister modet og livslysten så meget, at han forsøger at tage sit liv. Mikes selvmordsforsøg er meget voldsomt og dramatisk og de fleste ville nok dø af det, men som én ud af 10.000 overlever han. Han får flere skader og i dag er det endnu uvist om han også har fået en hjerneskade, men han siger selv at han har hukommelses- og balance problemer. Grundet sine skader er hans funktionsniveau efter selvmordsforsøget betydeligt nedsat, og han begynder at drikke og ryge mere, MEN han vil gerne have et andet liv, hvor han kan arbejde og klare sig selv.Mit arbejde med MikeDet er her, på det tidspunkt at jeg møder Mike, nogle måneder efter hans ulykke. Jeg ansættes som mentor af hans Jobcenter med det formål at; ”- støtte Mike i at skabe struktur i hverdagen, - støtte Mike i at passe sin misbrugsbehandling, så han vil blive i stand til at deltage i beskæftigelsesrettede tilbud, - telefonisk og personlig kontakt til Mike”. Der er bevilget 3 timer ugentligt over foreløbig 3 måneder, og jeg siger indledningsvis til Mike, som til alle andre borgere jeg arbejder med, at jeg ikke har en bestemt måde at arbejde på, - jeg har mere en bestemt måde at tænke på. Det væsentlige for mig er, at det samarbejde vi skal skabe, skal opleves meningsfuldt.En væsentlig del af mit arbejde er at skabe en kontakt og relation til Mike, at give ham en oplevelse af, at jeg kan være hjælpsom og vil støtte ham i retning af det han vil i sit liv. Mike er optaget af om der er reelle beskæftigelsesmuligheder for ham, dvs. hvad kan han komme til at arbejde med, når han har daglige smerter, hukommelsesproblemer, ikke kan gå så langt – eller sidde i længere tid ad gangen etc. En del af mit arbejde er derfor også at skabe håb og præsentere forskellige perspektiver for et muligt arbejdsliv.Og støtten til Mike skal forstås på et meget konkret plan. Jeg kører Mike til misbrugsbehandling, hjælper ham med at sikre han overholder aftaler og får skabt en struktur i hverdagen. Det gør jeg f.eks. ved i en periode at ringe hver morgen kl. 9. Nogen gange er Mike oppe, andre gange sover han, men hver dag har han altid haft en ven sovende – eller sovet hos en kammerat, - for han hader at være alene. Mike siger, at de daglige opringninger blandt andet betyder, at han bliver mindet om det liv med struktur han gerne vil have og at det er lettere at komme op. Eller jeg ringer for Mike, får lavet aftale hos læge eller sagsbehandler eller – hvad der nu skaber mening.Mike skal have skabt en ny hverdag med genoptræning, misbrugsbehandling samt skabe orden og system i den lejlighed haner netop er flyttet ind i. Møbler skal købes, økonomien skal stabiliseres og en fremadrettet kurs skal lægges.LØFT med MikeAt støtte Mike i det liv han vil have, giver mulighed for at tale om den foretrukne fremtid – eller glimt af den, for Mike fremstår desillusioneret, frustreret og afmægtig. Ved vores første samtale beskriver han selv, hvad det vigtigste er;
- at komme i gang med sin misbrugsbehandling, hvilket betyder lægesamtale så han kan blive sat i ordentlig medicinsk behandling og ikke som nu må købe sine ”don'er” på det sorte marked.
- at komme tilbage til sit genoptræningsforløb. Genoptræningsplanen ligger klar, - det skal bare sættes i gang af det kommunale tilbud.
Det er 2 konkrete mål – eller delmål om nogle vil og som endda er helt efter SMART-modellen; specifikke, målbare, afgrænsede, realistiske og tidsafgrænsede. Vores fælles arbejder tager derfra udgangspunkt i ”det mindste lille skridt i retning af...” og hvad Mike allerede gør i retning af det.I de konkrete opgaver jeg støtter Mike i og i de ting vi sammen gør, har jeg konstant fokus på at fremhæve hans kompetencer og anerkende hans styrker. Vores dialoger er for mig ofte løsningsfokuserede dialoger, hvor min fornemmeste opgave er at stille spørgsmål, og fremhæve de små skridt Mike tager i retning af sine mål, eksempelvis som da han og vennen Jakob forleden dag smed ”druk”-vennerne ud FØR midnat fordi Mike og Jakob skulle tidligt i seng, så Mike kunne komme op næste morgen – DET er et skridt værd at fremhæve :-) og jeg bruger megen tid på at gå i detaljer med, HVORDAN de gjorde det, hvem sagde hvad og hvorfor og som fik hvem til hvad og hvorfor etc.På den måde forsøger jeg hele tiden at have opmærksomhed på det, der fungerer for Mike i hans liv og i retning af hans mål – jeg understøtter og fremhæver hvert enkelt lille skridt – og overhører og ignorerer handlinger der går ”i modsatte retning”. Jeg tænker selv om det, at der er noget jeg FORSTØRRER og andet jeg FORMINDSKER. Jeg er samtidig opmærksom på, hvad der fungerer i vores samarbejde og min relation til Mike; så jeg tjekker ind imellem om vi er ”på rette spor”, om det vi taler om skaber mening, forsøger at huske hvilke temaer der er energi i eller hvilke spørgsmål (styper) Mike har let/svært ved at forstå.En del af vore kontakt er også via sms, hvor vi har små dialoger. Det giver Mike mulighed for at spørge om noget, når han husker/kommer i tanke om det eller rådføre sig eller be' om hjælp. Et billede af de dialoger og mine forsøg på at fastholde mit løsningsfokuserede ståsted er nedenstående et eksempel på:Mike: Hej – har fået lægetid mandag kl. 9.30 i HvidovreAM: Ih, hvor er det godt :) dejligt at høre, lad mig gerne vide HVORDAN du kommer derud? Hilsen Anne-MarieMike: Tror det bliver med tog. Hun spurgte om du kunne køre mig men du har jo ferie. Det er os på min fødselsdag.”AM: Sikken gave du kan give dig selv :)) Okay med tog, også bus? Jeg mener, måske kunne du skrive køreplanen til mig :-)Mike: Det ligger lige ved siden af stationen. Det tager næsten en time. Så skal tidligt op. AM: Hvis du skal være der kl. 9.30, hvad tid skal du så op, - og hvad tid skal du så afsted?Mike: Kl. 7 … ved ik hvornår men ca kl. 8. Håber jeg kan komme op..AM: Hvordan kom du op i dag? - OG på en skala, hvor 10 = ”100 % og stemsikker på at du kommer derud”, hvor sandsynligt er det så at du kommer, dvs. hvor på skalaen vil du placerer dig?Mike: Vågnede tidligt.... 50 % men har uge til at øve mig i at komme op. Men skal afsted til det.AM: skal som i SKAL? Hvad er det du ved om dig selv, der fortæller dig, at du skal? - og hvad vil være anderledes når du er på 60 %? Ps: ved det er svære spørgsmål, der måske kræver længere svar-tid...Mike: forstår det ik helt...AM: Undskyld jeg bliver for upræcis ;) på skalaen med 100 % sikker på at du kommer derud, svarer du, at du er ca 50 % sikker. Hvad vil være anderledes når du er 60 % sikker? - det kan være hvad som helst (håber det er bedre formuleret nu)Mike:Ja. Gør hvad jeg kan for at komme op. Min mobil ringer os. Vågnede os tidligt i dag fordi jeg skal noget.AM: Ja, det hjælper at skulle noget, hvordan kan jeg være hjælpsom – når nu jeg ikke kan køre ;)Mike: ringe og vække mig – det er synd du ike kan køre. Ville være godt for mig. AM: Hvad tid vil være et godt vækketidspunkt?Mike: kl. 7 og igen halv otte,,, Hvis jeg skulle falde i søvn. AM: Okay – jeg vender tilbage i morgen, er på vej til middag :-) / Anne-MarieMike: Ok... vi snakkes ved..Som eksemplet forhåbentligt viser, er det muligt via sms at formulere og arbejde med skalaer, fokusere på det der virker samt bevidst punktuere. En nærmere mikroanalyse ville vise, at der er ord jeg forstørre, ord jeg overhører, ord jeg erstatter med mere vægtige eller tydelige ord osv.Videre frem...Min praksisbeskrivelse af arbejdet med Mike kunne for så vidt godt stoppe her med en bemærkning om; ”to be continuet..” - og så kunne jeg skrive en fortsættelse om 1 års tid. MEN faktum er, at jeg overfor sagsbehandleren i Jobcentret har tilkendegivet, at jeg vurderer Mikes støttebehov som betyde-ligt mere omfattende end det, der kan imødekommes med min indsats, bevillingen på 3 t/ugl. Jeg er af den overbevisning, at Mikes behov svarer til en næsten daglig indsats i en periode og på områder som struktur i hverdagen, støtte til håndtering af økonomi, støtte til at fastholde misbrugsbehandling, støtte til at fastholde genoptræning, hjælp til at etablere netværk udenfor sit nye boligområder (da der bor mange andre misbrugere i bygningen), mulighed for kontakt næsten hele døgnet grundet fortsatte selvmordstanker og andet.Mit håb er, at jeg på et kommende netværksmøde overfor sagsbehandlere fra forskellige afdelinger kan få tydeliggjort, hvad jeg her har fortalt jer.... ellers må jeg be' dem læse blogindlægget, for Mike har brug for en omfattende sammenhængende og koordineret indsats for at nærme sig sin ”foretruk-ken fremtid” - en indsats der meget gerne må være løsningsfokuseret og tage udgangspunkt i Mikes egne ressourcer og kompetencer for på den måde kan forandringer skabes og en forandret Mike, vil blive en styrket Mike.Rigtig god uge med jeres praksis – lad os gerne høre om den.Anne-Marie