Om angst og om at gøre det, der virker

profil-anne-marie-20052013.jpg

Jeg oplever i min daglige praksis mange borgere med angst, og ser hvordan det påvirker deres liv og handlinger. Jeg har gennem tiden erfaret, hvordan en løsningsfokuseret tilgang kan være hjælpsom, da den blandt andet fokuserer på tidspunkter hvor angsten ikke er tilstede og på, hvordan angsten er blevet håndteret på en måde, så den blev ”tæmmet” og ikke fik mulighed for ”at bestemme”.

 Angst er en mærkelig udefinerbar størrelse, der kan have forskellige udtryksformer. Jeg vil tro, at en del kender til uro og ængstelighed, som den jeg har, når jeg skal køre over høj-broer. Jeg er bange for at bilen kører i vandet! Og jeg har tænkt, hvordan jeg skal komme ud, når bilen er under vandet. En dag sagde min veninde, at med alt den elektronik, der er i biler idag, så kan jeg jo ikke rulle vinduet ned og komme ud den vej, ups – hjælp. Vi fandt sammen ud af, at jeg måtte have en hammer i handske rummet, så ruden kunne slås ud – just in case, - selvom mit hoved ved, at biler aldrig er kørt ud over Storebæltbroen, men det, at jeg ved, der ligger noget hårdt i bilen, som jeg kan slå ruden ud med, gør en forskel – og gør det anderledes muligt at passere den bro. Og bagefter i mine stille stunder, smiler jeg ad det hele og finder mig selv ret komisk.

Min historie er måske et meget godt eksemel på den ulogiske og irrationelle del, som angst indeholder. Logiske forklaringer har svært ved at overbevise angsten, den tager simpelthen ikke særligt godt imod sund fornuft. Og samtidig indeholder min historie også en del af den løsning, der er hjælpsom – at finde strategier til at håndtere situationen, - til at kommer videre, så angsten ikke står i vejen for det liv, vi ønsker at leve. Kierkegaard udgiver bogen ”Begrebet Angest” i juni 1844, hvori han blandt andet skriver:

Da går angsten ind i hans sjæl, og ransager alt, og ængster det endelige og smålige 

ud af ham, og da fører den ham derhen, hvor han vil” (6,2371)

På den måde hilser Kierkegaard angsten velkommen, da den er med til at få os til at træffe valg, der gerne skulle gå i den retning af det liv, vi ønsker. Peter Thielst skriver, jvn. fodnoten, at angsten kan ses som en god og barsk ven, der ”rusker op – eller rusker selvet på plads”.

Jeg tror, det vil være en fordel, hvis angsten kan ses som en ven snarere end en fjende. Hvis angsten kan tages under armen og accepteres, som et grundvilkår i vores liv på linie med andre følelser, kan den måske blive mere medgørelig.

Yanita fra sydamerika er en ung mor midt tyverne, der er voldsomt plaget af angst. Hun er overbevidst om, at alle kigger på hende, dømmer – og fordømmer hende. Hun bliver varm og svedig, tør i halsen, får vejrtrækningsbesvær og røde plamager. Hun gemmer sig bag højhalsede bluser og tørklæder, tager omveje for at undgå de mange mennesker i bussen og tier stille selv i sammenkomster med familien. MEN Yanita har også forstået, at hvis hun vil leve livet, - og det vil hun – så er hun NØDT til at gøre noget. Nødt til, som tvunget til, for ellers mister hun livet, siger hun.

Vi har talt meget om, hvad hun har erfaring med at gøre, når angsten ”kommer snigende” og hvad af det, der har været hjælpsomt. Vi har udforsket, hvordan hun kan gøre mere at det, der har virket – og ikke mindst, hvordan hun kan undgå igen at gøre det, hun har erfaring med, der IKKE virker.

Og sammen har vi forstørret de stunder, hvor det er lykkedes for hende at håndtere angsten. Som i sidste weekend, hvor hende og kæresten skulle i byen sammen og datteren blev passet af mormor. Kæresten havde inviteret nogle venner forbi inden, så de sammen skulle hygge og tage af sted i fællesskab. Men Yanita blev ængstelig og ”fik det dårligt” ved tanken om de mennsker i deres lille 2 værelses lejlighed. I stedet valgte hun at tage over til sin kusine i nærheden, finde ro og spise med hende, og efterfølgende slutte sig til kæresten og selskabet ”ude i byen”. Vi talte længe om, hvad hun havde gjort og hvilken betydning dette havde haft, så hun var blevet i stand til at mødes med kæresten senere.

Og på samme måde har vi talt igennem familiemiddage og kirkebesøg – udforsket og været på jagt som en anden Shellock Homes for at finde den mindste lille ting Yanita har gjort og som har været hjælpsom for hende i at håndtere angsten. Og jeg har understøttet, anerkendt og forstørret succes'erne – været forundret og overrasket, når det lykkedes, som en nysgerrighed på ”gad vide, hvad du har gjort siden dét også lykkedes for dig” - og Yanita selv er blevt opmærksom på, hvor meget – uanset hvor små skridt eller tegn det er – hun selv alligevel har gjort for at ”trodse” angsten og leve livet. Vi har talt om, hvorfra denne vedholdenhed kommer og om hun har mødt den i andre sammenhænge.

I stedet for at undersøge og være nysgerrig på, hvordan angsten ser ud, hvordan og i hvilke situationer den opstår og så videre, - med andre ord at fokusere på problemet, har jeg igen og igen fokuseret på stunder, hvor angsten ikke er tilstede og på at konstruere løsninger. Jeg har fortykket og forstørret beskrivelserne af succes stunder, hvilket har givet Yanita en mulighed for at opleve sig både handlekraftig og kompetent - en god medicin mod angst.

Insoo Kim Berg sagde: ”Solutionfocus is not about problemsolving, but building solutions” - jeg foreslår vi hurtigst muligt går i gang med det – let's build solutions...

Anne-Marie

1jf. side 203 i ”livet forstås baglæns, men må leves forlæns” af Peter Thielst
Forrige
Forrige

En pædagogs spæde skridt i LØFT – det giver bare mening!

Næste
Næste

I krig og kærlighed gælder de løsningsfokuserede kneb...