Spam eller savn....

begge-150x150-25062013.png

Dette bliver nok af de korteste indlæg, vi har skrevet. Men, det er der en helt god grund til. Vi har kigget nøje på både 2013 og 2014, og nikket til hinanden. Vi er tilfredse og glade med bloggen og den indsats vi og vores gæsteblogger har ydet gennem de sidste 20 måneder.

Det er blevet til 86 indlæg om både teori og praksis, om erfaringer og formidling, om snitflader og samarbejde og meget meget mere. Vi har været i Sverige, Polen, England, Canada, Australien, USA, Slovenien og Sydafrika, - for slet ikke at tale om kompetente fagfæller i DK.

Men, vi har her ved indgangen til 2015 besluttet at ændre kadancen for bloggen, så vi fremover udkommer hver anden uge i stedet for hver uge. Strukturen er den samme, men I kommer til at vente lidt længere mellem indlæggene.

Og det er der flere ganske gode grunde til:Først og fremmest skal man have noget på hjertet for at blogge – man skal have et budskab og noget som man tænker vil være relevant for andre end én selv. Og vi vil gerne sikre, at det vi blogger om har nerve og nærvær og ikke ’bare’ er noget, ’vi skal finde på fordi et indlæg skal udkomme. Derfor kan det være godt, at der går lidt længere tid i mellem indlæggene.

Dernæst vil vi gerne være med til, at det at læse et blogindlæg, kan være noget man glæder sig til, - tænk, hvis det var ligesom det nye nummer af Bo Bedre; at man satte sig med theen i sofaen, under et tæppe med fødderne oppe, og skabte en særlig stund til læsning. Sådan ville vi ønske det kunne blive med vores blog. Det betyder, at det er godt at savne og længes, hvilket man gør, når der går lidt længere tid i mellem indlæggene.

Endelig ønsker vi at fjerne det (u)sandsynlige element af oplevelsen af at blive spam’et med indlæg, hvilket man kan risikere, når man har en blog med ugentlige indlæg. Derfor kan det være godt, at der går lidt længere tid imellem indlæggene. Og, det kommer der så til. Næste uge vil Rikke blogge, mandag d. 2. februar er Anne-Marie så klar med et indlæg og så forventer vi gæsteblogger Sofie Geisler, der er bosat i Mexico klar med et indlæg mandag d. 16. februar. Sofie arbejder blandt andet løsningsfokuseret med konfliktmægling i civil- og familieretssager i Mexico og vil efter al sandsynlighed også være at finde på den løsningsfokuserede konference i maj måned.

Vi er som altid meget nysgerrige på jeres tanker og refleksioner over, hvad der skrives her på bloggen, så gerne kommentér løs, - og nyd det nye år.

Mange hilsner

Rikke & Anne-Marie

Forrige
Forrige

Refleksion som lektier....

Næste
Næste

Nytårsforsætter eller nytårs-fortsat.